Jeg har lige sagt farvel efter vejledning af en mor over telefonen. Hele vejledningen gik rigtigt fint, men da vi skulle til at sige farvel, spurgte hun mig: “Hvorfor gemmer du egentligt alt dit guld på din hjemmeside?” Jeg måtte spørge ind til hvad hun mente, og hun forklarede, i meget venlige toner, hvad jeg egentlig godt vidste i forvejen: Jeg er virkelig ikke god til at markedsføre mig. Derfor er der kun ret kortfattede tekster om mine ydelser på min hjemmeside…
For nyligt oplevede jeg at blive fotograferet og portrætteret til medlemsbladet for Socialpædagogernes Landsforbund. Både journalist og fotograf var ufatteligt søde, men hele processen føltes som at kaste al selvværdet ud i et skrækindjagende faldskærmsudspring. Jeg åbnede heller ikke bladet, da det kom med posten. Jeg havde jo set artiklen online. Det var rigeligt for mig at se artiklen og billederne på min bærbare computers lille 13 tommer skærm.
Nogle dage senere var jeg ude og supervisere på et botilbud. Teamlederen kom og viste mig et foto på sin mobil. Det var af hendes lille søn på knap to år, som sad på en kurvestol med SL medlemsbladet slået op på hans små udstrakte ben. Hun lo og sagde: “Han pegede og sagde ØJNE!” Det var tydeligt at se på det lille foto på hendes telefon, at der var et kæmpe closeup af mine øjne og en del mit ansigt i bladet, der fyldte hele to sider. Jeg kunne være krøbet i et musehul.
Jeg er sært skruet sammen. Jeg brænder så meget for at udbrede viden om etiske tilgange og metoder indenfor afstemt pædagogik, at jeg stiller mig selv op på den ene scene efter den anden, på trods af mindreværdskomplekser, nederlags- og præstationsangst. Og uanset hvor mange positive tilbagemeldinger og gode evalueringer jeg har fået gennem årene, så fiser det bare ikke ind. Derfor kunne jeg heller ikke føle stolthed over at blive portrætteret så fint i medlemssbladet, som jeg blev. Det handler ikke om falsk beskedenhed, arrogance eller utaknemmelighed. Det skyldes en mekanisme, som jeg har fået installeret undervejs, der producerer selvundertrykkelse.
Når jeg superviserer fagpersoner eller når jeg vejleder forældre, kommer vi af og til ind på, at vi mennesker ser på hinanden med moraliserende briller på. Det handler om artens overlevelse. Vi skal helst kunne spotte hvis nogen falder fuldstændig udenfor de sociale regler og normer i sammenhængen – så vi kan tage kontrol over situationen, hvis noget er ved at løbe af sporet. De briller er de fleste af os ret gode til at tage af, når vi ser på børn/unge eller voksne, som vi opfatter, at vi ikke er ligestillet med. Når vi ser den anden som én, der har brug for vores hjælp, så tager vi omsorgsbrillerne på. Desværre kommer vi tit til at tage de moraliserende briller på igen, når vi ser på vores kolleger eller partnere. Det gør, at vi føler os i vores gode ret til at blive irriteret på andre, hvis de ikke lever op til vores moralsk betingede forvetninger. Hvis man ikke er klar over disse mekanismer, kan moraliserings-relaterede gnidninger få ret negativ betydning for den psykologiske tryghed på arbejdspladsen eller for dynamikken i forældreskabet og/eller i parforholdet.
For nogle af os gælder det, at vi ser på os selv gennem ekstremt moraliserende briller, næret af frygten for ikke at blive anerkendt. Vi har alle sammen behov for andres anerkendelse – og derfor tilpasser vi os efter vores forestilling om andre menneskers bedømmelse af os. Vi opnår selvtillid og selvværd i forhold til hvordan vi oplever os mødt af andre mennesker. Vi har en slags drejebog med os fra det liv vi har levet, som er blevet skrevet igennem vores barndom, ungdom og voksenliv – som, hvis vi er meget heldige, passer godt sammen med vores genetik. Vores forældre har efter bedste evne forsøgt at skrive et par kapitler i vores drejebog, som kan hjælpe os til at blive socialt accepterede individer i de flokke, som vi vil kunne møde gennem livet. Og når vi slipper vores forældre, skriver vi selv videre i drejebogen, inspireret af de ting, vi kommer ud for.
I min bog er der et par kapitler der er inspireret af janteloven og af Flinkeskolen. I gamle dage sagde man: “Børn skal ses, men ikke høres.” – og min drejebog rummer også en hel del afsnit, som handler om, at være en sød pige, som er dygtig, flittig og ordentlig – og som ikke fylder for meget eller er til besvær.
Jeg var ikke en særlig god elev i den Flinkeskole. Jeg har en medfødt refleks der gør det umuligt for mig at dæmpe impulser, når det handler om at stå op for andre, som jeg oplever ikke bliver mødt med værdighed og respekt. Sådan har det været fra at jeg var meget lille. Jeg får meget nemt en prop ovre i etik-filteret. Alle mine meddelelsesbøger fra 1970’erne rummer gentagne beskeder om, at jeg ikke kan tie stille og at jeg snakker for meget. Og selvom en Gudsbenådet socialpædagog i 1986 sagde til mig: “Det må sgu da være andre menneskers ansvar og bede dig om at holde kæft!” – så sidder det stadig i mig; jeg slæber en evig meddelelsesbog rundt med mig, som husker mig på, at jeg aldrig kommer til at bestå Flinkeskolen med nogle særligt pæne eller feminine karakterer, fordi jeg jævnligt kommer til at sige min mening.
Længere omme i bogen har jeg et par kapitler, som er inspireret af impostersyndrom. De skal huske mig på, at de mange ting jeg har præsteret eller opnået IKKE har handlet om kompetencer eller flid. Jeg er bare en heldig pomfrit, som har fået ufortjent meget medvind med på vejen igennem mit arbejdsliv. Jeg har ikke fået de kapitler med, som handler om at være bange for at blive afsløret som snydepels, hvilket ellers er en af grundmekanismerne i syndromet. Her er jeg faktisk godt hjulpet af mine kapitler fra janteloven; jeg er jo ikke noget særligt.
Tilbage til mine refleksioner efter telefonsamtalen. Jeg kom i tanke om, at jeg i samtaler med unge som jeg er mentor for, nogle gange taler om det her med at blive gode venner med sit spejlbillede. Det kan man lige så godt investere i, for det spejlbillede har det med at dukke op alle mulige steder gennem hele livet. Og det er rarest at have en god ven med på rejsen.
Det har taget mig rigtig mange år, at blive gode venner med mig selv. Og stik modsat af hvad mange måske opfatter på grund af mit udadvendte virke og gemyt, så holder jeg meget af at være alene. Jeg har købt en kæmpestor rund luftmadras med en halv kaleche på. Den søsætter jeg ud fra vores grund, der går helt ned til Smålandsfarvandet. Jeg har en ‘bade-bøje’, som min mand har lavet til mig, som jeg kan binde luftmadrassen fast til, så jeg ikke driver til Femø. Det ser nok skørt ud, men jeg er ligeglad. For jeg kommer helt i zen, når jeg svømmer rundt eller vugger stille i solnedgangen. Der er ingen andre mennesker der ser på mig med moraliserende briller på, ude på bølgerne. Og hvis de gør, kan det ikke ramme mig derude.
Efter telefonsamtalen gik det op for mig, at al den fred jeg har med at være mig, ude ved bade-bøjen, måske burde følge med op på mit hjemmekontor, når jeg skal begynde at arbejde med markedsføring (selv i skrivende stund overvejer jeg at omformulere ‘markedsføring’ til ‘hjemmeside’ – for ikke at ‘være for meget’)…
I den kommende tid vil jeg øve mig i at begrave den usynlige tennisketsjer jeg bruger til at afværge komplimenter og positive tilbagemeldinger. Jeg vil prøve at tage afsked med min indre wanna-be-dydsmønster-elev i Flinkeskolen. Og jeg skal have revet siderne fra janteloven og impostersyndrom ud af min drejebog.
Jeg har købt mig et par lyserøde spejlsolbriller, som matcher mine nye, hippie-hæklede trompetbukser perfekt. Jeg vil begynde at se på mig selv gennem solbrillerne – i et mere blødt og venligt skær. Og så skal jeg have markedsført mig (ja – jeg skrev det!) – bedre.