Jeg bliver nogle gange pikeret over tonen, når jeg læser overskrifter og tekster rettet mod fagpersoner, som handler om forældre til børn med forskellige funktionsvariationer.
Man kan slå tonen an på forskellige måder. Man kan f.eks. slå med en sølvdessertgaffel på et krystalglas. Det frembringer en ren og fin lyd, der kan høres af alle, uden at give nogen forhøjet blodtryk. Ét lille bitte ‘Pling’, og så har man fuld ørenlyd – en velafprøvet og virkningsfuld metode.
Jeg er klar over at man er nødt til at finde på slagkraftige overskrifter, hvis man f.eks. gerne vil sælge kurser eller have andre budskaber igennem. Men jeg bliver ramt, når jeg læser følelsesmættede vendinger som ‘Den forbudte sorg’ og ‘Det tunge forældreskab’ og om ‘Skyld og skam’.
I mine ører lyder det mere som lyden der fremkommer hvis man tager et tungt ølkrus frem og vælger at slå tonen an med en marmorkagerulle. Det vil helt sikkert skabe opmærksomhed, men måske vil det ikke blive opfattet positivt hele vejen rundt.
Jeg ved godt, at der er sorg hos forældrene – ofte af den kroniske slags. Og jeg ved, at der følger kriser med, og at behovet for støtte og forståelse kan være stort. Men jeg foretrækker at der anvendes et noget mere balanceret sprogbrug, når et anderledes familieliv skal beskrives. For når man i faglige sammenhænge kommer til at italesætte forældres oplevelser primært gennem tab og afmagt, risikerer man at sende et stigmatiserende signal om, at forældre er den svage part som skal trøstes eller ligefrem reddes.
Jeg tror på at vi kommer længst ved anvende et sprog, hvor der er plads til kompleksitet og nuancer og hvor vores særlige børn ikke indirekte bliver skildret som evigt tunge møllesten om halsen på åbenlyst stakkels forældre. Den slags billeder er forhåbentligt forældet i et moderne og veloplyst samfund, hvor vi opfatter pårørende som en vigtig og afgørende ressource.
Jeg kan selv komme til at formulere mig uheldigt, for jeg får ikke altid tilrettet mit sprog hurtigt nok i forhold til udviklingen. Men jeg prøver altid at være etisk og velreflekteret i mit sprogbrug og er konstant opmærksom på at skrive og tale til fagpersoner og forældre på samme måde – på samme tid, med tanke på, at børnene en dag også vil kunne læse teksterne. For når både forældrene og børnenes forbundethed, værdighed og ukrænkelighed tænkes med ind i tekster og samtaler, bliver sproget automatisk langt mere nutidsvarende og vi får langt lettere ved at undgå at reproducere utidssvarende ableistiske narrativer.
Vores børn er ikke møllesten, de er helt unikke og uslebne diamanter, der fungerer lidt som rullesten. Det er lidt forskelligt hvor hurtigt de kan trille og hvor meget støtte og skub de har brug for, når vejen frem nogle gange opleves som når man skal forcere en meget stejl bakke.
Det er vigtigt at vi fagpersoner er yderst opmærksomme på hvilke signaler vi sender, så ikke forældrene føler sig som Sisyfos midt på turen op ad bakken.
Forældre til børn med funktionsvariationer ved godt, at der er ru kanter, og at vejen kan være ujævn. Men vi har brug for, at fagpersoner formidler billeder der giver håb om muligheder. For bag det uslebne venter et helt liv med potentiale, skønhed og dybde. En diamant er ikke mindre værd, før den er slebet – den skal bare ses i den helt rigtige belysning.