Jeg er vokset op ved havet og har altid elsket at sejle, i al slags vejr. På en af mine seneste sejlture var det fuldkommen havblik; havoverfladen var blankt som et spejl. Midt på sejlturen fik jeg øje på en vandmand, lige under overfladen. Den reflekterede solens stråler, så den næsten blev selvlysende. Kontrasten til det stille mørke dyb gav en fornemmelse af, at vandmanden svævede vægtløs rundt i en dyb, uendelig intethed. Det var så fascinerende, at jeg måtte vende mig rundt og sætte mig op på knæ, for at kunne læne mig længere ud over rælingen, for at komme tættere på det spektakulære syn. I det øjeblik jeg vendt mig rundt, søsatte jeg en pude. Den ufrivillige søsætning vender jeg tilbage til.
Jeg har svært ved at fremkalde billeder på min indre nethinde. Hvis alle mennesker har fotografisk hukommelse, så er jeg er en af de uheldige, der er født uden film i. Så jeg lagrer i stedet oplevelser ved hjælp af kropshukommelse, sanser og følelser: Jeg husker og oplever vandmandens bølgende bevægelser – men uden at se det for mig. Jeg kan mærke bådens glidende bevægelse igennem vandet, og jeg kan genkalde mig duftene, lydene, varmen, sollysets styrke og kontrasten mellem det mørke dyb og vandmandens genspejling af solens stråler. Jeg kan genopleve følelsen af at være fuldkommen tryllebundet. Men jeg kan ikke ‘se’ vandmandens farve, længde eller om den havde tentakler eller ej. Jeg ved heller ikke, hvad tøj vi havde på eller om der var (synet af) kaffekrus på vores lille bord i stævnen af båden. Der er så at sige lukket og slukket i min indre biograf. Hjernen fylder nok nogle huller ud, så der er nogle rids af tingene – men at trække et tydeligt billede frem, det kan jeg ikke. Al den strøm, som jeg ikke bruger i hjernen på at lagre billeder korrekt, siver nok alle mulige andre steder hen. På den måde tror jeg, at jeg har “spøgelses-billeder” af alt muligt mærkeligt, drysset ud over det hele i hjernen. Og måske er det derfor, at jeg opfatter, forstår, tænker og taler i anderledes og endda tit; i uventede billeder.
Engang, hvor jeg talte med Bo Hejlskov om min vejledning af borgere i svær krise, kom jeg til at tænke på de få gange i mit liv, hvor jeg selv har oplevet at gå i sort. Jeg spurgte Bo, om dét at kunne holde fast i sig selv, under selv meget alvorlig belastning, lidt fungerede som en vandmand i en våd tallerken, der bare sådan uden videre kunne smutte ud over kanten? Bo, der er en utrolig rar, forstående og tålmodig mand, der tilmed er vant til at jeg tit oversætter til mine egne billeder, svarede:
“Der er flere niveauer, så først og fremmest: “Hvilken slags vandmand er du, hvor høje er kanterne på din tallerken – og endelig; hvor meget ryster det?”
Det gav mening. Jeg oversatte i mit eget hoved ‘hvilken slags vandmand’ – til forskellige vandmandstyper. Nogle vandmænd er faste, hårde og runde som hoppebolde, de triller og hopper rundt på tallerkenen og kan næsten ikke ligge stille. De er enormt følsomme for stress. Andre vandmænd er helt bløde og punkterede. De kan ikke se ud over kanten på tallerkenen og kan knapt bevæge eller forsvare sig i stressede situationer. Endeligt er der vandmænd, der har den facon som vandmænd mest har; lidt som en sugekop eller en svupper uden stang. Det er dem, der bedst kan navigere rundt, uden at falde af. De har en mindre følsomhed overfor stress.
Jeg tænkte derefter på højden på tallerkenernes kanter som forsvars- eller mestringsstrategier. Hvis man har en flad tallerken, så vil selv den mindste bølgegang nemt kunne få vandmanden til at smutte ud over kanten. Man tager ganske enkelt alt for let vand ind. Men hvis man har en almindelig dyb tallerken, så kan selv ret høj søgang finde sted, uden at vandmanden smutter alt for let ud over kanten. Særligt heldige er nok dem, der har fået en ekstra dyb tallerken. Uanset hvor høje monsterbølger der sejles rundt på, så smutter vandmanden ingen steder hen.
Jeg oversatte rystelser til den bølgegang – eller de omskifteligt omstændigheder, vi oplever i livet. Jeg tænkte på, at det ikke kun handler om hvor høje bølgerne er, men også om hvor længe de slår mod kanterne. Vi kan alle opleve lidt eller meget uvejr til søs; nogle gange er det ret voldsomt og andre gange bliver det kun til lidt skumsprøjt. Nogle ganske få af os kan bedst lide at surfe på vilde bølger, endda på helt fjerne og ukendte kyster. Men de fleste af os vil helst rejse uden for meget søgang og søsyge – og allerhelst med kursen lagt og land i sigte.
Jeg opfatter i udgangspunktet mig selv som en nydeligt sugekopformet, bredmåset og skridsikker vandmand. Jeg tænker også, at jeg navigerer, sejlende i en ret gennemsnitlig, dyb tallerken. Jeg er også den lidt forsigtige type, der ringer til forsikringsselskabet forud for udlandsrejser, for lige at sikre mig, at vores udvidede rejseforsikring fortsat gælder. Det gør jeg hvert evigt eneste år. Selvom det er mig selv, der tegner vores forsikringer og betaler regningerne og at jeg derfor egentligt burde være tryg. Men det er bare for lige at være helt sikker helt på, at vi har mulighed for redning, hvis vi kommer i uventet, voldsomt uvejr på nye, ukendte sejlruter.
Nogle gange sker der ting i tilværelsen, som vi ikke kan forudse, forholde os til – eller forsikre os imod: Dengang jeg mistede min højt elskede farfar, vidste jeg godt, at han ikke havde længe igen. Da opringningen kom, blev jeg alligevel slået så meget ud af kurs, at jeg blev forvandlet til en hård hoppebold, på en alt for flad og alt, alt for lille tallerken. Bølgerne var flere etage-meter høje og min vandmand blev så let som ingenting skyllet ud i det frådende hav. Det tog mig flere uger at få redet stormen af. Og i en periode efter var min vandmand helt punkteret og min tallerken havde fået alvorlige skår. Det er nu et kvart århundrede siden. I dag er skårene klinket og min vandmand er en glad svupper igen.
Da jeg faldt for min mand, Morten, havde jeg konstant sug i maven og alt for let til latter. Jeg er i forvejen meget lattermild, så der var egentligt ikke behov for at gøre mere på den front. Det var bare ikke noget, jeg kunne styre. Det var lidt som at have champagne i hele kroppen, bare i ædru tilstand. Min veninde, Katrine, som jeg har talt med om vandmands-analogien, drillede mig med, at jeg hang ud over kanten af min tallerken, i det yderste af tentaklerne, da jeg blev forelsket. Det lo vi en del af. Det var ikke hele sandheden, men det var sjovt at udlægge det sådan. Der var noget helt andet i spil, som jeg kom i tanke om for nyligt. Det skete, da jeg skrev sammen med Louise, som er min søde og kloge “reservedatter”.
Louise har verdens sødeste lille puddel, Bodil. Vi skrev sammen om, hvor meget Bodils glæde smitter når Louise kommer ind ad døren, også selvom Louise kun lige har været ude med skraldeposen. Louise fortalte:
“Når jeg kommer hjem, så laver Bodil simpelthen olympiaden i trampolinspring samtlige første 5 minutter jeg ser hende, lige meget hvornår jeg så hende sidst. Og den glæde Bodil oplever, er der ingen forskel på. Om hun har savnet mig i 14 dage eller 30 sekunder. Mor er bare den bedste i verden for Bodil”.
Og så kom jeg til at skrive:
“Bodil er kulsyre i din vandmands hav!”
Louise svarede meget fornuftigt:
“Huh??”
Hvortil jeg svarede:
“Jeg forklarer det med vandmanden snarest – jeg sidder og skriver.”
Dét som jeg kom til at tænke på var, at kulsyre øger opdrift i vand. Du kan selv prøve at hælde et par rosiner i et glas danskvand. I starten vil de ligge og se ret slukørede ud, nede på bunden. Men efter lidt tid skabes der små kulsyrebobler på overfladen af rosinerne og på et tidspunkt bliver opdriften stor nok til, at rosinerne svæver op til overfladen, næsten som ved magi. Så hvis Louise har dage, hvor hun er så træt og brugt, at hun ville være i fare for at synke ned mod bunden, så er Bodils puddel-velkomst-trampolin-olympiade medvirkende til, at Louise kommer til at sejle på et hav af boblende (synkefrit) danskvand, så at sige.
Hvilket bringer os tilbage til dengang jeg søsatte puden på sejlturen:
Jeg havde ikke selv opdaget uheldet, fordi jeg var så optaget af det fortryllende syn af vandmandens glitrende, svævende rumrejse under overfladen. Jeg registrerede, at Morten pludseligt svingede vores lille båd 180 grader rundt og jeg så overrasket og spørgende op på ham. Vi var midt ude på Smålandsfarvandet, på vej mod Femø – men nu virkede det som om han vendte om mod Falster igen?
Morten smilede skælmsk til mig, pegede i sejlretningen og sagde med sin charmerende, århusianske dialekt:
“Jeg vidste ikke at JYSK kom helt herud.”
Jeg vendte blikket ud i den retning som Morten pegede og opdagede puden, som jeg havde vippet overbord. Den lå og vuggede lige så nydeligt ret fremme og lignede ikke ret meget noget som salig Lars Larsen fra Jysk Sengetøjslager havde haft nogen medvirken i. Jeg kom sådan til at le. Og så mærkede jeg den dér champagnefølelse i hele kroppen igen.
Morten lykkedes med at lave et humoristisk tvist på uheldet, så det blev sjovt og ikke flovt. Nogle fagpersoner kalder det at “eksternalisere ved hjælp af humor”. Der var faktisk engang en sagsbehandler fra en kommune i det jyske, som direkte kaldte manøvren at “lave en HanneVeje”. Altså at vi lægger udfordringerne udenfor os selv – og ser på det i et fælles, andet, varmere, mere forstående og især mere håndterbart eller operationelt lys.
Det gav mig (helt uplanlagt) indsigt i, hvorfor jeg tit bruger lidt skæv humor i min vejledning: Der kommer hurtigere ro på oprørte vande, når der er bobler i vandet – og med opdriften fra boblerne, kan selv de mest omkringfarende og hårde hoppebolde finde en lidt blødere facon. Og hvis man har nogen med på rejsen, der kan erstatte noget af det sorte hav med klar champagne, i det mindste et stykke ad vejen, så kan man få lov at skifte til en dybere tallerken – over tid.