Jeg har lige sagt farvel efter vejledning af en mor over telefonen. Hele vejledningen gik rigtigt fint, men da vi skulle til at sige farvel, spurgte hun mig: “Hvorfor gemmer du egentligt alt dit guld på din hjemmeside?” Jeg måtte spørge ind til hvad hun mente, og hun forklarede, i meget venlige toner, hvad jeg egentlig godt vidste i forvejen: Jeg er virkelig ikke god til at markedsføre mig. Derfor er der kun ret kortfattede tekster om mine ydelser på min hjemmeside… 

For nyligt oplevede jeg at blive fotograferet og portrætteret til medlemsbladet for Socialpædagogernes Landsforbund. Både journalist og fotograf var ufatteligt søde, men hele processen føltes som at kaste al selvværdet ud i et skrækindjagende faldskærmsudspring. Jeg åbnede heller ikke bladet, da det kom med posten. Jeg havde jo set artiklen online. Det var rigeligt for mig at se artiklen og billederne på min bærbare computers lille 13 tommer skærm.

Nogle dage senere var jeg ude og supervisere på et botilbud. Teamlederen kom og viste mig et foto på sin mobil. Det var af hendes lille søn på knap to år, som sad på en kurvestol med SL medlemsbladet slået op på hans små udstrakte ben. Hun lo og sagde: “Han pegede og sagde ØJNE!” Det var tydeligt at se på det lille foto på hendes telefon, at der var et kæmpe closeup af mine øjne og en del mit ansigt i bladet, der fyldte hele to sider. Jeg kunne være krøbet i et musehul.

Jeg er sært skruet sammen. Jeg brænder så meget for at udbrede viden om etiske  tilgange og metoder indenfor afstemt pædagogik, at jeg stiller mig selv op på den ene scene efter den anden, på trods af mindreværdskomplekser, nederlags- og  præstationsangst. Og uanset hvor mange positive tilbagemeldinger og gode evalueringer jeg har fået gennem årene, så fiser det bare ikke ind. Derfor kunne jeg heller ikke føle stolthed over at blive portrætteret så fint i medlemssbladet, som jeg blev. Det handler ikke om falsk beskedenhed, arrogance eller utaknemmelighed. Det skyldes en mekanisme, som jeg har fået installeret undervejs, der producerer selvundertrykkelse.

Når jeg superviserer fagpersoner eller når jeg vejleder forældre, kommer vi af og til ind på, at vi mennesker ser på hinanden med moraliserende briller på. Det handler om artens overlevelse. Vi skal helst kunne spotte hvis nogen falder fuldstændig udenfor de sociale regler og normer i sammenhængen – så vi kan tage kontrol over situationen, hvis noget er ved at løbe af sporet. De briller er de fleste af os ret gode til at tage af, når vi ser på børn/unge eller voksne, som vi opfatter, at vi ikke er ligestillet med. Når vi ser den anden som én, der har brug for vores hjælp, så tager vi omsorgsbrillerne på. Desværre kommer vi tit til at tage de moraliserende briller på igen, når vi ser på vores kolleger eller partnere. Det gør, at vi føler os i vores gode ret til at blive irriteret på andre, hvis de ikke lever op til vores moralsk betingede forvetninger. Hvis man ikke er klar over disse mekanismer, kan moraliserings-relaterede gnidninger få ret negativ betydning for den psykologiske tryghed på arbejdspladsen eller for dynamikken i forældreskabet og/eller i parforholdet.

For nogle af os gælder det, at vi ser på os selv gennem ekstremt moraliserende briller, næret af frygten for ikke at blive anerkendt. Vi har alle sammen behov for andres anerkendelse – og derfor tilpasser vi os efter vores forestilling om andre menneskers bedømmelse af os. Vi opnår selvtillid og selvværd i forhold til hvordan vi oplever os mødt af andre mennesker. Vi har en slags drejebog med os fra det liv vi har levet, som er blevet skrevet igennem vores barndom, ungdom og voksenliv – som, hvis vi er meget heldige, passer godt sammen med vores genetik. Vores forældre har efter bedste evne forsøgt at skrive et par kapitler i vores drejebog, som kan hjælpe os til at blive socialt accepterede individer i de flokke, som vi vil kunne møde gennem livet. Og når vi slipper vores forældre, skriver vi selv videre i drejebogen, inspireret af de ting, vi kommer ud for.

I min bog er der et par kapitler der er inspireret af janteloven og af Flinkeskolen. I gamle dage sagde man: “Børn skal ses, men ikke høres.” – og min drejebog rummer også en hel del afsnit, som handler om, at være en sød pige, som er dygtig, flittig og ordentlig – og som ikke fylder for meget eller er til besvær. 

Jeg var ikke en særlig god elev i den Flinkeskole. Jeg har en medfødt refleks der gør det umuligt for mig at dæmpe impulser, når det handler om at stå op for andre, som jeg oplever ikke bliver mødt med værdighed og respekt. Sådan har det været fra at jeg var meget lille. Jeg får meget nemt en prop ovre i etik-filteret. Alle mine meddelelsesbøger fra 1970’erne rummer gentagne beskeder om, at jeg ikke kan tie stille og at jeg snakker for meget. Og selvom en Gudsbenådet socialpædagog i 1986 sagde til mig: “Det må sgu da være andre menneskers ansvar og bede dig om at holde kæft!” – så sidder det stadig i mig; jeg slæber en evig meddelelsesbog rundt med mig, som husker mig på, at jeg aldrig kommer til at bestå Flinkeskolen med nogle særligt pæne eller feminine karakterer, fordi jeg jævnligt kommer til at sige min mening.

Længere omme i bogen har jeg et par kapitler, som er inspireret af impostersyndrom. De skal huske mig på, at de mange ting jeg har præsteret eller opnået IKKE har handlet om kompetencer eller flid. Jeg er bare en heldig pomfrit, som har fået ufortjent meget medvind med på vejen igennem mit arbejdsliv. Jeg har ikke fået de kapitler med, som handler om at være bange for at blive afsløret som snydepels, hvilket ellers er en af grundmekanismerne i syndromet. Her er jeg faktisk godt hjulpet af mine kapitler fra janteloven; jeg er jo ikke noget særligt.

Tilbage til mine refleksioner efter telefonsamtalen. Jeg kom i tanke om, at jeg i samtaler med unge som jeg er mentor for, nogle gange taler om det her med at blive gode venner med sit spejlbillede. Det kan man lige så godt investere i, for det spejlbillede har det med at dukke op alle mulige steder gennem hele livet. Og det er rarest at have en god ven med på rejsen.

Det har taget mig rigtig mange år, at blive gode venner med mig selv. Og stik modsat af hvad mange måske opfatter på grund af mit udadvendte virke og gemyt, så holder jeg meget af at være alene. Jeg har købt en kæmpestor rund luftmadras med en halv kaleche på. Den søsætter jeg ud fra vores grund, der går helt ned til Smålandsfarvandet. Jeg har en ‘bade-bøje’, som min mand har lavet til mig, som jeg kan binde luftmadrassen fast til, så jeg ikke driver til Femø. Det ser nok skørt ud, men jeg er ligeglad. For jeg kommer helt i zen, når jeg svømmer rundt eller vugger stille i solnedgangen. Der er ingen andre mennesker der ser på mig med moraliserende briller på, ude på bølgerne. Og hvis de gør, kan det ikke ramme mig derude.

Efter telefonsamtalen gik det op for mig, at al den fred jeg har med at være mig, ude ved bade-bøjen, måske burde følge med op på mit hjemmekontor, når jeg skal begynde at arbejde med markedsføring (selv i skrivende stund overvejer jeg at omformulere ‘markedsføring’ til ‘hjemmeside’ – for ikke at ‘være for meget’)…

I den kommende tid vil jeg øve mig i at begrave den usynlige tennisketsjer jeg bruger til at afværge komplimenter og positive tilbagemeldinger. Jeg vil prøve at tage afsked med min indre wanna-be-dydsmønster-elev i Flinkeskolen. Og jeg skal have revet siderne fra janteloven og impostersyndrom ud af min drejebog.

Jeg har købt mig et par lyserøde spejlsolbriller, som matcher mine nye, hippie-hæklede trompetbukser perfekt. Jeg vil begynde at se på mig selv gennem solbrillerne – i et mere blødt og venligt skær. Og så skal jeg have markedsført mig (ja – jeg skrev det!) – bedre. 

Jeg har hørt folk der er yngre end mig sige: ‘Jeg er på’ – som betyder ‘Ja – jeg vil gerne være med’. Et lidt ældre fænomén er begrebet ‘At være på’. Begrebet dukkede op i medierne for snart 20 år siden, samtidigt med at moderne teknologi og TV begyndte at konkurrere om vores opmærksomhed. Begrebet betyder i følge Politikens Nudansk Ordbog at ”være genstand for manges opmærksomhed”. Der findes et endeligt et andet og lidt beslægtet begreb, som stammer helt tilbage fra min barndom i 70’erne,  hvor vi indførte talemåden ‘at være på dupperne’. Sidstnævnte refererer til dupperne under fodboldstøvlerne hos kampklare spillere. Begrebet kan også bruges efter en slem forkølelse, hvor vi kan spørge ind til, om den forkølede ‘er på dupperne igen’ – hvor betydningen mere går i retning af ‘frisk og rask’ end ‘kampklar’. 

På engelsk findes der et skønt ord, som minder lidt om ‘at være på’ – nemlig begrebet ‘aware’. Det er noget svært at oversætte helt korrekt. Det danske ord ‘bevidst’ kan virke nærliggende, men det kan tolkes i utroligt mange retninger. Det er uheldigt, hvis man i det pædagogiske arbejde (eller på skrift) kommer til at anvende begreber, der kan tolkes frit. Hvis konteksten er uklar, vil man være i tvivl om, om ‘bevidst’ blev brugt i betydningen ‘klar over’ eller om det drejede sig om ‘med vilje’. Jeg bruger af og til ord som ‘opmærksom’ og ‘nærværende’ . Jeg holder dog allermest af at bruge ‘fokuseret’, når jeg underviser eller skriver. 

Det kræver både forudsætninger, koncentration, øvelse og overskud at være fokuserede i arbejdet. Vi skal endda i længerevarende perioder både observere, håndtere, analysere, vurdere, agere og evaluere, uden altid at kunne bruge os selv som ‘opslagsværk’. Vi skal så at sige ‘oversætte’ borgerens henvendelser eller handlinger til forståelse for borgerens tanker, følelser og motiver, som vi ikke nødvendigvis ville kende fra os selv. Vi kan ikke altid trække på viden vi har tilegnet os gennem vores uddannelser eller erfaringer fra andre sociale professionelle eller private sammenhænge. Det medfører, at vi i lange stræk ad gangen, skal være så fokuserede, at vi godt kan føle, at hjernen har vandret 25 kilometer på grusveje i bare tæer og uden pauser, når vi kommer hjem fra arbejdet. Det kan betyde for en del af os, at vi har brug for at ‘aflade’ lidt mere i vores fritid end andre måske har.

Det kan være svært at mærke efter, hvor mange kilometer grusvej vores hjerne har tilbagelagt i løbet af en arbejdsdag. Vi får desværre langt bedre og meget mere tydelige signaler eller advarsler fra vores ansigter, hænder og fødder, end vi gør fra vores hjerner. 

Jeg kan godt lide at forklare, at vores sanseapperat lidt er som en omstillingsdame, der bor helt inde i midten af vores allesammens hjerner. Hun passer sådan en gammeldags telefoncentral, hvor opkald omstilles med propper og snoretræk. Vi kan kalde hende Alice. Og vi kan kalde hjernen for ‘fabrikken’.

På den måde kan vi forestille os, hvor larmende højt og utroligt kvikt et ‘opkald’ ryger igennem, hvis vi f.eks. kommer til at jokke på et søm eller kommer til at lægge en hånd på en brandvarm kogeplade. Alice vil allerførst give et ordenligt hop i stolen, fordi der ringes ind via alarm-linjen (amygdalaalarm) – på grund af den uventede, akutte smertepåvirkning. Det får Alice til lynhurtigt at omstille til kontoret for ‘undersøgelse og beredskab i forhold til skader og farer’. Når du har reageret hensigtsmæssigt, dvs. har standet ulykken, beskyttet eller behandlet området som smerten kom fra, sendes opkaldet automatisk videre til ‘kontoret for erfaringsopsamling’. 

Hvis vi går en tur i 15 graders frost, vil vi kunne mærke det på kinderne og næsen. Det er et ret fredeligt opkald, en sideobservation i forhold til gåturen. Opkaldet kan så sættes på hold, med mindre hudens oplevelse af mere smertefuld kulde eller smerte gør det nødvendigt at ringe op igen, så vi kan reagere.

Problemet med en øm hjerne er, at den er virkelig sløj til selv at ringe til Alice, fordi en stor del af hjernen jo udgøres af telefoncentralen. Hjernen er hele tiden på arbejde; alt hvad der kommer ind via synssansen, høresansen, smagssansen, følesansen, balancesansen og kropssansen skal ringes ind til centralen, for at opkaldene kan blive modtaget og evt. viderestillet. Det er faktisk kun lugtesansen, der ikke går igennem Alice. Der er en direkte forbindelse fra næsen og over til ‘kontoret for følelser, instinkter og drifter’ – men alle andre opkald skal Alice tage stilling til. 

Forrest i hjernen har Alice’s chef sit kontor, vi kan kalde ham Egon. Det er Egon, der sørger for at samarbejde, kommunikation, udregning, planlægning og logistik m.m. fungerer, alle hjernens kontorer imellem.  Så uafhængigt af om vi lige er stået op, skal køre ungerne i skole, er på arbejde eller lige har fået fri fra arbejde, er på vej hjem osv. – så hiver Egon kalenderen frem og danner sig overblik over rækkefølgen af alt det vi skal. Det er ikke småting, det drejer sig om. Hvis vi skulle begynde at skrive hver enkelt skridt i alle processer, i alle vågne timer på en almindelig hverdag ned, ville vi skulle bruge flere dage på det. Heldigvis er Egon en slags supermand; han håndterer normalt uden problemer helt afsindige mængder af informationer og kalkulationer. Han er bare ikke så god til at holde øje med, om Alice kan følge med. Eller om der er ved at herske udtrættethed i nogle af de andre kontorer. Han har så travlt med at sørge for at der bliver produceret en lind strøm af gode resultater. Egon har meget mere fokus på resultater end trivslen på fabrikken. Det er først hvis produktionen begynder at svigte synligt, at Egon får tænkt over, om alt mon er som det skal være. 

I mit tilfælde ringede min Psoas-muskel op til Alice mange gange for at klage over begyndende smerter. Det var under i en meget svær periode af mit liv. Vi bruger Psoas-musklen når vi går, løber og cykler. Det er også den muskel der gør, at vi kan holde os oprejst, bøje lænden og rotere hoften. Psoas-musklen er blandt de første muskler, der trækker sig sammen, når vi har en ‘kæmp-frys-flygt-respons ved smerte eller fare. Det er en medfødt refleks, som er kroppens forsøg på at beskytte os. Desværre er Psoas også den sidste muskel, der afspændes efter en amygdalaalarm. 

Alice prøvede at stille om til Egon mange gange, men Egon tog ikke telefonen; han stod lige med kalenderen og havde flere ting og opgaver, der skulle gå op. Nogle gange gik opkaldet bare direkte til telefonsvareren, som Egon kun sjældent aflyttede. Hvis nogen endeligt fik fat i Egon og spurgte ind til, om Egon var ved at blive stresset, svarede Egon bare som altid, uden helt at undersøge sagen: “Nej – jeg har bare travlt.”

Først da Psoas-musklen krampede kronisk og det påvirkede vejrtrækningen, kom Egon endeligt i arbejdstøjet. Alle produktionskontorer nedlagde nemlig arbejdet på grund af iltsvind. De eneste kontorer der stadig var nogenlunde luft i var ‘Kontoret for bagning, rengøring, tøjvask og madlavning’. Hver gang Egon prøvede at få ‘Kontoret for at sætte sig ind foran computeren’ til at genoptage produktionen, gik al strømmen på hele fabrikken. Min krop var endt med at være i konstant alramberedskab. Egon havde været den eneste der kunne have forebygget eller forhindret katastrofen – men han var den sidste til at fatte, hvor galt det faktisk stod til.

Hjernens alarmrespons er en vigtig overlevelsesmekanisme. Den gør os i stand til at løbe for livet og at kæmpe for livet. Problemet er, at man ikke kan løbe eller kæmpe for livet i særlig lang tid.  Oplevelsen af at være stressoverbelastet handler om, at der er for stor forskel på hvor meget man kan bære – og hvor meget man forventes at bære – og hvor længe. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne bære mere, men jeg fortsatte med at bære – både alt for alene og for alt længe. Det var ikke sundt. Og det tog lang tid, at komme mig igen, da først jeg brændte sammen. 

Jeg besluttede mig efter den oplevelse, at jeg ville prioritere min hjerne ligeså meget som jeg prioriterer mit hår og mine hænder og fødder. Jeg holder af at have velplejet hår og velplejede hænder, fødder og negle. Men jeg lærte på den hårde måde, at dét at have en velplejet hjerne er det vigtigste af alt. Det er helt individuelt, hvad der skal til, for at få en velplejet hjerne – men det vi har til fælles er, at vi skal huske at overvåge vores behov for at aflade og genoplade. Vi har ikke kun pligt til at udvise egenomsorg. I følge Arbejdsmiljøloven, har vi også pligt til at udvise kollegial omsorg. Nogle gange kan der blive behov for at få hjælp fra andre. Nogen gange virker nedsat arbejdstid eller andre opgaver, eller at trække stikket i en kortere eller længere periode. Hvis ingen af delene sker eller virker, så må man holde et alvorligt møde med både Alice og Egon, for at få fundet ud af, om fabrikken er nødt til at lægge produktionen et helt andet sted hen.