Jeg har lige sagt farvel efter vejledning af en mor over telefonen. Hele vejledningen gik rigtigt fint, men da vi skulle til at sige farvel, spurgte hun mig: “Hvorfor gemmer du egentligt alt dit guld på din hjemmeside?” Jeg måtte spørge ind til hvad hun mente, og hun forklarede, i meget venlige toner, hvad jeg egentlig godt vidste i forvejen: Jeg er virkelig ikke god til at markedsføre mig. Derfor er der kun ret kortfattede tekster om mine ydelser på min hjemmeside… 

For nyligt oplevede jeg at blive fotograferet og portrætteret til medlemsbladet for Socialpædagogernes Landsforbund. Både journalist og fotograf var ufatteligt søde, men hele processen føltes som at kaste al selvværdet ud i et skrækindjagende faldskærmsudspring. Jeg åbnede heller ikke bladet, da det kom med posten. Jeg havde jo set artiklen online. Det var rigeligt for mig at se artiklen og billederne på min bærbare computers lille 13 tommer skærm.

Nogle dage senere var jeg ude og supervisere på et botilbud. Teamlederen kom og viste mig et foto på sin mobil. Det var af hendes lille søn på knap to år, som sad på en kurvestol med SL medlemsbladet slået op på hans små udstrakte ben. Hun lo og sagde: “Han pegede og sagde ØJNE!” Det var tydeligt at se på det lille foto på hendes telefon, at der var et kæmpe closeup af mine øjne og en del mit ansigt i bladet, der fyldte hele to sider. Jeg kunne være krøbet i et musehul.

Jeg er sært skruet sammen. Jeg brænder så meget for at udbrede viden om etiske  tilgange og metoder indenfor afstemt pædagogik, at jeg stiller mig selv op på den ene scene efter den anden, på trods af mindreværdskomplekser, nederlags- og  præstationsangst. Og uanset hvor mange positive tilbagemeldinger og gode evalueringer jeg har fået gennem årene, så fiser det bare ikke ind. Derfor kunne jeg heller ikke føle stolthed over at blive portrætteret så fint i medlemssbladet, som jeg blev. Det handler ikke om falsk beskedenhed, arrogance eller utaknemmelighed. Det skyldes en mekanisme, som jeg har fået installeret undervejs, der producerer selvundertrykkelse.

Når jeg superviserer fagpersoner eller når jeg vejleder forældre, kommer vi af og til ind på, at vi mennesker ser på hinanden med moraliserende briller på. Det handler om artens overlevelse. Vi skal helst kunne spotte hvis nogen falder fuldstændig udenfor de sociale regler og normer i sammenhængen – så vi kan tage kontrol over situationen, hvis noget er ved at løbe af sporet. De briller er de fleste af os ret gode til at tage af, når vi ser på børn/unge eller voksne, som vi opfatter, at vi ikke er ligestillet med. Når vi ser den anden som én, der har brug for vores hjælp, så tager vi omsorgsbrillerne på. Desværre kommer vi tit til at tage de moraliserende briller på igen, når vi ser på vores kolleger eller partnere. Det gør, at vi føler os i vores gode ret til at blive irriteret på andre, hvis de ikke lever op til vores moralsk betingede forvetninger. Hvis man ikke er klar over disse mekanismer, kan moraliserings-relaterede gnidninger få ret negativ betydning for den psykologiske tryghed på arbejdspladsen eller for dynamikken i forældreskabet og/eller i parforholdet.

For nogle af os gælder det, at vi ser på os selv gennem ekstremt moraliserende briller, næret af frygten for ikke at blive anerkendt. Vi har alle sammen behov for andres anerkendelse – og derfor tilpasser vi os efter vores forestilling om andre menneskers bedømmelse af os. Vi opnår selvtillid og selvværd i forhold til hvordan vi oplever os mødt af andre mennesker. Vi har en slags drejebog med os fra det liv vi har levet, som er blevet skrevet igennem vores barndom, ungdom og voksenliv – som, hvis vi er meget heldige, passer godt sammen med vores genetik. Vores forældre har efter bedste evne forsøgt at skrive et par kapitler i vores drejebog, som kan hjælpe os til at blive socialt accepterede individer i de flokke, som vi vil kunne møde gennem livet. Og når vi slipper vores forældre, skriver vi selv videre i drejebogen, inspireret af de ting, vi kommer ud for.

I min bog er der et par kapitler der er inspireret af janteloven og af Flinkeskolen. I gamle dage sagde man: “Børn skal ses, men ikke høres.” – og min drejebog rummer også en hel del afsnit, som handler om, at være en sød pige, som er dygtig, flittig og ordentlig – og som ikke fylder for meget eller er til besvær. 

Jeg var ikke en særlig god elev i den Flinkeskole. Jeg har en medfødt refleks der gør det umuligt for mig at dæmpe impulser, når det handler om at stå op for andre, som jeg oplever ikke bliver mødt med værdighed og respekt. Sådan har det været fra at jeg var meget lille. Jeg får meget nemt en prop ovre i etik-filteret. Alle mine meddelelsesbøger fra 1970’erne rummer gentagne beskeder om, at jeg ikke kan tie stille og at jeg snakker for meget. Og selvom en Gudsbenådet socialpædagog i 1986 sagde til mig: “Det må sgu da være andre menneskers ansvar og bede dig om at holde kæft!” – så sidder det stadig i mig; jeg slæber en evig meddelelsesbog rundt med mig, som husker mig på, at jeg aldrig kommer til at bestå Flinkeskolen med nogle særligt pæne eller feminine karakterer, fordi jeg jævnligt kommer til at sige min mening.

Længere omme i bogen har jeg et par kapitler, som er inspireret af impostersyndrom. De skal huske mig på, at de mange ting jeg har præsteret eller opnået IKKE har handlet om kompetencer eller flid. Jeg er bare en heldig pomfrit, som har fået ufortjent meget medvind med på vejen igennem mit arbejdsliv. Jeg har ikke fået de kapitler med, som handler om at være bange for at blive afsløret som snydepels, hvilket ellers er en af grundmekanismerne i syndromet. Her er jeg faktisk godt hjulpet af mine kapitler fra janteloven; jeg er jo ikke noget særligt.

Tilbage til mine refleksioner efter telefonsamtalen. Jeg kom i tanke om, at jeg i samtaler med unge som jeg er mentor for, nogle gange taler om det her med at blive gode venner med sit spejlbillede. Det kan man lige så godt investere i, for det spejlbillede har det med at dukke op alle mulige steder gennem hele livet. Og det er rarest at have en god ven med på rejsen.

Det har taget mig rigtig mange år, at blive gode venner med mig selv. Og stik modsat af hvad mange måske opfatter på grund af mit udadvendte virke og gemyt, så holder jeg meget af at være alene. Jeg har købt en kæmpestor rund luftmadras med en halv kaleche på. Den søsætter jeg ud fra vores grund, der går helt ned til Smålandsfarvandet. Jeg har en ‘bade-bøje’, som min mand har lavet til mig, som jeg kan binde luftmadrassen fast til, så jeg ikke driver til Femø. Det ser nok skørt ud, men jeg er ligeglad. For jeg kommer helt i zen, når jeg svømmer rundt eller vugger stille i solnedgangen. Der er ingen andre mennesker der ser på mig med moraliserende briller på, ude på bølgerne. Og hvis de gør, kan det ikke ramme mig derude.

Efter telefonsamtalen gik det op for mig, at al den fred jeg har med at være mig, ude ved bade-bøjen, måske burde følge med op på mit hjemmekontor, når jeg skal begynde at arbejde med markedsføring (selv i skrivende stund overvejer jeg at omformulere ‘markedsføring’ til ‘hjemmeside’ – for ikke at ‘være for meget’)…

I den kommende tid vil jeg øve mig i at begrave den usynlige tennisketsjer jeg bruger til at afværge komplimenter og positive tilbagemeldinger. Jeg vil prøve at tage afsked med min indre wanna-be-dydsmønster-elev i Flinkeskolen. Og jeg skal have revet siderne fra janteloven og impostersyndrom ud af min drejebog.

Jeg har købt mig et par lyserøde spejlsolbriller, som matcher mine nye, hippie-hæklede trompetbukser perfekt. Jeg vil begynde at se på mig selv gennem solbrillerne – i et mere blødt og venligt skær. Og så skal jeg have markedsført mig (ja – jeg skrev det!) – bedre. 

Jeg bliver nogle gange pikeret over tonen, når jeg læser overskrifter og tekster rettet mod fagpersoner, som handler om forældre til børn med forskellige funktionsvariationer.
Man kan slå tonen an på forskellige måder. Man kan f.eks. slå med en sølvdessertgaffel på et krystalglas. Det frembringer en ren og fin lyd, der kan høres af alle, uden at give nogen forhøjet blodtryk. Ét lille bitte ‘Pling’, og så har man fuld ørenlyd – en velafprøvet og virkningsfuld metode.
Jeg er klar over at man er nødt til at finde på slagkraftige overskrifter, hvis man f.eks. gerne vil sælge kurser eller have andre budskaber igennem. Men jeg bliver ramt, når jeg læser følelsesmættede vendinger som ‘Den forbudte sorg’ og ‘Det tunge forældreskab’ og om ‘Skyld og skam’.
I mine ører lyder det mere som lyden der fremkommer hvis man tager et tungt ølkrus frem og vælger at slå tonen an med en marmorkagerulle. Det vil helt sikkert skabe opmærksomhed, men måske vil det ikke blive opfattet positivt hele vejen rundt.

Jeg ved godt, at der er sorg hos forældrene – ofte af den kroniske slags. Og jeg ved, at der følger kriser med, og at behovet for støtte og forståelse kan være stort. Men jeg foretrækker at der anvendes et noget mere balanceret sprogbrug, når et anderledes familieliv skal beskrives. For når man i faglige sammenhænge kommer til at italesætte forældres oplevelser primært gennem tab og afmagt, risikerer man at sende et stigmatiserende signal om, at forældre er den svage part som skal trøstes eller ligefrem reddes.
Jeg tror på at vi kommer længst ved anvende et sprog, hvor der er plads til kompleksitet og nuancer og hvor vores særlige børn ikke indirekte bliver skildret som evigt tunge møllesten om halsen på åbenlyst stakkels forældre. Den slags billeder er forhåbentligt forældet i et moderne og veloplyst samfund, hvor vi opfatter pårørende som en vigtig og afgørende ressource.

Jeg kan selv komme til at formulere mig uheldigt, for jeg får ikke altid tilrettet mit sprog hurtigt nok i forhold til udviklingen. Men jeg prøver altid at være etisk og velreflekteret i mit sprogbrug og er konstant opmærksom på at skrive og tale til fagpersoner og forældre på samme måde – på samme tid, med tanke på, at børnene en dag også vil kunne læse teksterne. For når både forældrene og børnenes forbundethed, værdighed og ukrænkelighed tænkes med ind i tekster og samtaler, bliver sproget automatisk langt mere nutidsvarende og vi får langt lettere ved at undgå at reproducere utidssvarende ableistiske narrativer.

Vores børn er ikke møllesten, de er helt unikke og uslebne diamanter, der fungerer lidt som rullesten. Det er lidt forskelligt hvor hurtigt de kan trille og hvor meget støtte og skub de har brug for, når vejen frem nogle gange opleves som når man skal forcere en meget stejl bakke.
Det er vigtigt at vi fagpersoner er yderst opmærksomme på hvilke signaler vi sender, så ikke forældrene føler sig som Sisyfos midt på turen op ad bakken.

Forældre til børn med funktionsvariationer ved godt, at der er ru kanter, og at vejen kan være ujævn. Men vi har brug for, at fagpersoner formidler billeder der giver håb om muligheder. For bag det uslebne venter et helt liv med potentiale, skønhed og dybde. En diamant er ikke mindre værd, før den er slebet – den skal bare ses i den helt rigtige belysning.

Jeg har lige siddet og set på dette billede, som jeg tog for nyligt. Der er en enkelt svane på det blanke vand. Billedet fik mig til tænke på min gamle poesibog. Poesibøger var et modefænomen, som hærgede blandt piger i min barndom. I slutningen af 70’erne skrev vi små sjove vers ind i hinandens poesibøger. Den ældgamle og oprindelige funktion af poesibøgerne var dengang blevet ret udvandet. Versene fra min poesibog var heller ikke af særlig poetisk, socialiserende eller dannende karakter. Jeg husker f.eks. denne her, som en af pigerne fra klassen skrev i min poesibog: “Pump din cykel, pump den længe, pump din bedstefar for penge.” Det var morsomt i øjeblikket, men efterlod ikke dybere aftryk. Det gjorde til gengæld et lille vers, som min elskede, gamle barnepige, ‘Mor Ellen’, skrev i min poesibog: “Som svanen den snehvide, ad vandet glide hen, gid dine fremtidsdage, må glide blidt som den.” Altså en meget kærlig hilsen, med et oprigtigt ønske om, at jeg måtte få et liv uden alt for meget tummel. 

Tummel er et skønt udtryk, som kan bruges i stedet for ord som f.eks. uro, ballade, slingren, vaklen, optøjer eller tumult. Det er min sindige, jyske mand, der har indført udtrykket i vores hjem. ‘Vi er sådan nogle mennesker, der ikke gider tummel’ sagde han en dag. Det tænkte jeg lidt over og så måtte jeg give ham ret. Vi skændes aldrig; vi snakker om tingene i stedet. Min far bryder sig heller ikke om at skændes. Han sagde en dag, med et glimt i øjet: “Vi er ikke konfliktsky. Vi er bare sådan mere harmonisøgende!” Det lo vi ad. Men efterfølgende har jeg tænkt på, at der er meget mere sandhed og værdi i udtrykket, end nogle af os tænkte over i situationen.

Jeg tænkte på ordet ‘harmoni’, da jeg engang interviewede daværende formand for landsforeningen LEV, Sytter Kristensen. Sytter sagde undervejs i interviewet, at hun med vilje brugte udtrykket ‘samklang’, fordi det var så meget mere end blot ‘samarbejde’. Jeg har spillet althorn i skoleorkester og kan læse noder og kender musikbegreber. I forskolen blev vores orkesterleder til tider helt blå i hovedet, når vi spillede i disharmoni. ‘Intonér’ råbte han – og vi spidsede ører og gjorde os umage med at få vores trut til at harmonere. Det er faktisk også lidt der henad, når vi arbejder med afstemt pædagogik/low arousal – vi ‘intonerer’, altså afstemmer os for at skabe samklang.

Jeg arbejder med pårørende og fagpersoner, der oplever rigtig meget tummel. Formålet med mit arbejde er at vejlede og undervise i, hvordan man kan håndtere og forandre bekymrende adfærd eller tilstande hos dem man fungerer som omsorgsgivere for. Ind i mellem lander jeg i sager hvor der er stor og åben uenighed omkring forudsætninger og muligheder i indsatserne. Der er ikke meget samklang eller ‘som svanen den snehvide, ad vandet glide hen…’ over sådanne sager. Det minder mere om når blishøns tumler truttende afsted på vandet, larmende og plaskende – i alle mulige forvirrede retninger. Det gør de ofte, hvis der er en havørn, der angriber en i flokken. 

Ind i mellem kan jeg opleve fagpersoner, der ikke arbejder med autonimistøttende eller afstemte metoder. De kan opleves som havørne der jager blishøns – og det stiller store krav til, at vi får ro på de oprørte vande, så vi kan glide blidt som svanerne. Allesammen.

Jeg har engang været til et netværksmøde, hvor en fagperson fra et eksternt tilbud, pludseligt udtalte: “Det er vores helt klare holdning, at drengen skal anbringes.” Problemet med udtalelsen var, at den kom på et netværksmøde, hvor mor til drengen var tilstede. Jeg var til stede som forældrevejleder. Mor var helt uforberedt på udtalelsen, for netværksmødet handlede ikke om hvorvidt drengen skulle anbringes eller ej. Endeligt ville det heller ikke være en ekstern fagperson, der skulle bringe sådan et emne på banen. Det er muligt, at fagpersonen var frustreret over drengens stressrelaterede fravær i tilbuddet, men det ændrede stadig ikke ved, at fagpersonen var trådt langt ud over sit kompetence- og ansvarsområde. Familiens socialrådgiver havde ikke bekymringer for drengens hjemmesituation. Og selv hvis socialrådgiveren havde haft det, så havde han udvist langt mere konduite og drøftet bekymringerne med mor, på et særskilt møde. Ikke på et netværksmøde. Socialrådgiver tabte først mælet, så blev psykologen meget rank i ryggen. Mor blev skrækslagen og stum. Jeg blev først dybt fortørnet. Min umiddelbare, yderst primitive reaktion var at tænke, at fagpersonen var total tonedøv. Heldigvis råbte jeg ikke “Intonér!” sådan som vores orkesterleder ville have gjort det. Jeg tænkte videre over hvorfor han havde behov for at tage kontrol og/eller at fralægge sig ansvar. Hvis ikke det eksterne tilbud oplevede at kunne arbejde med drengen, fordi drengen ganske enkelt ikke magtede at møde op, så ville der ikke kunne opnås de forventede resultater. Tilbuddet kunne derfor miste bevillingen, hvilket måske kunne opleves som et ubehageligt pres for fagpersonen. Måske kunne han bare ikke leve sig ind i andres perspektiv end sit eget. Uanset hvad der havde forårsaget fagpersonen til at ytre sig så voldsomt og ubetænksomt, så kom jeg frem til, at jeg ikke måtte give efter for mine første indskydelser. De kunne nemlig blive ligeså ubetænksomme som hans. Der var allerede rigeligt tummel. Og at give efter for primitive indskydelser som at sætte manden på plads ville være mit personlige behov. Og min indsats handlede om at tage hånd om familiens behov. Man lærer heller ikke at spille rent i et orkester ved at der er nogen der trutter skæve toner ind i hovedet på én.

Psykologen tog ordet og sagde lidt skarpt: “Vi arbejder ikke med holdninger. Vi arbejder med viden.” Derpå tog socialrådgiver ordet og meddelte bestemt, at den vej var der ingen på forvaltningen der tænkte i. 

Jeg så på mor, der så på mig med store, bange øjne. Jeg sagde ingenting, men så venligt og roligt tilbage på mor, så hun kunne støtte sig til min ro. 

Fagpersonens, psykologens og socialrådgiverens udtalelser hang i luften og skabte en noget akavet tavshed. Fagpersonen følte sig med rette kraftigt irettesat. Han lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen. Han signalerede på den måde, at han ikke ville sige mere, men heller ikke helt havde bøjet sit synspunkt. Socialrådgiveren og psykologen rynkede brynene og så på mig. Jeg tog ordet og spurgte stille og roligt ind til mors oplevelse af støtten og vejledningen i hjemmet, for at sikre mig at mors perspektiv blev hørt og taget med i sagen. Jeg fortalte derpå, at min vurdering af indsatsen harmonerede med mors beskrivelser. Så spurgte jeg ud i gruppen, om ikke vi alle var enige i, at resultaterne af indsatsen i hjemmet netop skulle ‘veksles’ til, at drengen kunne magte at komme ud i verden igen. Det kunne ingen være uenige i. Jeg spurgte bagefter om vi også var enige i, at det ville komme til at kræve et tæt og godt samarbejde omkring en skånsom indkøring, når vi nåede så langt. Det var der også enighed om. Fagpersonen sænkede skuldrene igen og resten af mødet foregik i en noget bedre tone. Vi fik taget et skridt i retning af at få fælles fodslag mht.  forventninger til forudsætninger og muligheder.

Jeg prøver altid at bidrage til at vi kan få synkroniseret opfattelser, fortællinger, metodevalg m.m. bedst muligt – hele vejen rundt i netværket omkring de medmennesker, vores indsatser omhandler. Og hvis der er optræk til tummel, så skal vi se efter, om vi kan skabe samklang ved at sætte ‘vi’ over ‘mig’.

Min holdning er, at vi altid bør arbejde og samarbejde ud fra etiske og autonomistøttende metoder. Eller måske skal jeg gå hele vejen og kalde det ‘harmonisøgende pædagogik’.

Det tror jeg faktisk både min far, Mor Ellen og min gamle orkesterleder ville blive lidt stolte af

Jeg har svært ved at fremkalde billeder på min indre nethinde. Hvis alle mennesker har fotografisk hukommelse, så er jeg er en af de uheldige, der er født uden film i. Så jeg lagrer i stedet oplevelser ved hjælp af kropshukommelse, sanser og følelser: Jeg husker og oplever vandmandens bølgende bevægelser – men uden at se det for mig. Jeg kan mærke bådens glidende bevægelse igennem vandet, og jeg kan genkalde mig duftene, lydene, varmen, sollysets styrke og kontrasten mellem det mørke dyb og vandmandens genspejling af solens stråler. Jeg kan genopleve følelsen af at være fuldkommen tryllebundet. Men jeg kan ikke ‘se’ vandmandens farve, længde eller om den havde tentakler eller ej. Jeg ved heller ikke, hvad tøj vi havde på eller om der var (synet af) kaffekrus på vores lille bord i stævnen af båden. Der er så at sige lukket og slukket i min indre biograf. Hjernen fylder nok nogle huller ud, så der er nogle rids af tingene – men at trække et tydeligt billede frem, det kan jeg ikke. Al den strøm, som jeg ikke bruger i hjernen på at lagre billeder korrekt, siver nok alle mulige andre steder hen. På den måde tror jeg, at jeg har “spøgelses-billeder” af alt muligt mærkeligt, drysset ud over det hele i hjernen. Og måske er det derfor, at jeg opfatter, forstår, tænker og taler i anderledes og endda tit; i uventede billeder.

Engang, hvor jeg talte med Bo Hejlskov om min vejledning af borgere i svær krise, kom jeg til at tænke på de få gange i mit liv, hvor jeg selv har oplevet at gå i sort. Jeg spurgte Bo, om dét at kunne holde fast i sig selv, under selv meget alvorlig belastning, lidt fungerede som en vandmand i en våd tallerken, der bare sådan uden videre kunne smutte ud over kanten? Bo, der er en utrolig rar, forstående og tålmodig mand, der tilmed er vant til at jeg tit oversætter til mine egne billeder, svarede: 

“Der er flere niveauer, så først og fremmest: “Hvilken slags vandmand er du, hvor høje er kanterne på din tallerken – og endelig; hvor meget ryster det?”

Det gav mening. Jeg oversatte i mit eget hoved ‘hvilken slags vandmand’ – til forskellige vandmandstyper.  Nogle vandmænd er faste, hårde og runde som hoppebolde, de triller og hopper rundt på tallerkenen og kan næsten ikke ligge stille. De er enormt følsomme for stress. Andre vandmænd er helt bløde og punkterede. De kan ikke se ud over kanten på tallerkenen og kan knapt bevæge eller forsvare sig i stressede situationer. Endeligt er der vandmænd, der har den facon som vandmænd mest har; lidt som en sugekop eller en svupper uden stang. Det er dem, der bedst kan navigere rundt, uden at falde af. De har en mindre følsomhed overfor stress.

Jeg tænkte derefter på højden på tallerkenernes kanter som forsvars- eller mestringsstrategier. Hvis man har en flad tallerken, så vil selv den mindste bølgegang nemt kunne få vandmanden til at smutte ud over kanten. Man tager ganske enkelt alt for let vand ind. Men hvis man har en almindelig dyb tallerken, så kan selv ret høj søgang finde sted, uden at vandmanden smutter alt for let ud over kanten. Særligt heldige er nok dem, der har fået en ekstra dyb tallerken. Uanset hvor høje monsterbølger der sejles rundt på, så smutter vandmanden ingen steder hen.

Jeg oversatte rystelser til den bølgegang – eller de omskifteligt omstændigheder, vi oplever i livet. Jeg tænkte på, at det ikke kun handler om hvor høje bølgerne er, men også om hvor længe de slår mod kanterne. Vi kan alle opleve lidt eller meget uvejr til søs; nogle gange er det ret voldsomt og andre gange bliver det kun til lidt skumsprøjt. Nogle ganske få af os kan bedst lide at surfe på vilde bølger, endda på helt fjerne og ukendte kyster. Men de fleste af os vil helst rejse uden for meget søgang og søsyge – og allerhelst med kursen lagt og land i sigte.

Jeg opfatter i udgangspunktet mig selv som en nydeligt sugekopformet, bredmåset og skridsikker vandmand. Jeg tænker også, at jeg navigerer, sejlende i en ret gennemsnitlig, dyb tallerken. Jeg er også den lidt forsigtige type, der ringer til forsikringsselskabet forud for udlandsrejser, for lige at sikre mig, at vores udvidede rejseforsikring fortsat gælder. Det gør jeg hvert evigt eneste år. Selvom det er mig selv, der tegner vores forsikringer og betaler regningerne og at jeg derfor egentligt burde være tryg. Men det er bare for lige at være helt sikker helt på, at vi har mulighed for redning, hvis vi kommer i uventet, voldsomt uvejr på nye, ukendte sejlruter. 

Nogle gange sker der ting i tilværelsen, som vi ikke kan forudse, forholde os til – eller forsikre os imod: Dengang jeg mistede min højt elskede farfar, vidste jeg godt, at han ikke havde længe igen. Da opringningen kom, blev jeg alligevel slået så meget ud af kurs, at jeg blev forvandlet til en hård hoppebold, på en alt for flad og alt, alt for lille tallerken. Bølgerne var flere etage-meter høje og min vandmand blev så let som ingenting skyllet ud i det frådende hav. Det tog mig flere uger at få redet stormen af. Og i en periode efter var min vandmand helt punkteret og min tallerken havde fået alvorlige skår. Det er nu et kvart århundrede siden. I dag er skårene klinket og min vandmand er en glad svupper igen. 

Da jeg faldt for min mand, Morten, havde jeg konstant sug i maven og alt for let til latter. Jeg er i forvejen meget lattermild, så der var egentligt ikke behov for at gøre mere på den front. Det var bare ikke noget, jeg kunne styre. Det var lidt som at have champagne i hele kroppen, bare i ædru tilstand. Min veninde, Katrine, som jeg har talt med om vandmands-analogien, drillede mig med, at jeg hang ud over kanten af min tallerken, i det yderste af tentaklerne, da jeg blev forelsket. Det lo vi en del af. Det var ikke hele sandheden, men det var sjovt at udlægge det sådan. Der var noget helt andet i spil, som jeg kom i tanke om for nyligt. Det skete, da jeg skrev sammen med Louise, som er min søde og kloge “reservedatter”.

Louise har verdens sødeste lille puddel, Bodil. Vi skrev sammen om, hvor meget Bodils glæde smitter når Louise kommer ind ad døren, også selvom Louise kun lige har været ude med skraldeposen. Louise fortalte:

“Når jeg kommer hjem, så laver Bodil simpelthen olympiaden i trampolinspring samtlige første 5 minutter jeg ser hende, lige meget hvornår jeg så hende sidst. Og den glæde Bodil oplever, er der ingen forskel på. Om hun har savnet mig i 14 dage eller 30 sekunder. Mor er bare den bedste i verden for Bodil”.

Og så kom jeg til at skrive:

“Bodil er kulsyre i din vandmands hav!”

Louise svarede meget fornuftigt:

“Huh??”

Hvortil jeg svarede:

“Jeg forklarer det med vandmanden snarest – jeg sidder og skriver.” 

Dét som jeg kom til at tænke på var, at kulsyre øger opdrift i vand. Du kan selv prøve at hælde et par rosiner i et glas danskvand. I starten vil de ligge og se ret slukørede ud, nede på bunden. Men efter lidt tid skabes der små kulsyrebobler på overfladen af rosinerne og på et tidspunkt bliver opdriften stor nok til, at rosinerne svæver op til overfladen, næsten som ved magi. Så hvis Louise har dage, hvor hun er så træt og brugt, at hun ville være i fare for at synke ned mod bunden, så er Bodils puddel-velkomst-trampolin-olympiade medvirkende til, at Louise kommer til at sejle på et hav af boblende (synkefrit) danskvand, så at sige. 

Hvilket bringer os tilbage til dengang jeg søsatte puden på sejlturen:

Jeg havde ikke selv opdaget uheldet, fordi jeg var så optaget af det fortryllende syn af vandmandens glitrende, svævende rumrejse under overfladen. Jeg registrerede, at Morten pludseligt svingede vores lille båd 180 grader rundt og jeg så overrasket og spørgende op på ham. Vi var midt ude på Smålandsfarvandet, på vej mod Femø – men nu virkede det som om han vendte om mod Falster igen?

Morten smilede skælmsk til mig, pegede i sejlretningen og sagde med sin charmerende, århusianske dialekt:

“Jeg vidste ikke at JYSK kom helt herud.”

Jeg vendte blikket ud i den retning som Morten pegede og opdagede puden, som jeg havde vippet overbord. Den lå og vuggede lige så nydeligt ret fremme og lignede ikke ret meget noget som salig Lars Larsen fra Jysk Sengetøjslager havde haft nogen medvirken i. Jeg kom sådan til at le. Og så mærkede jeg den dér champagnefølelse i hele kroppen igen.

Morten lykkedes med at lave et humoristisk tvist på uheldet, så det blev sjovt og ikke flovt. Nogle fagpersoner kalder det at “eksternalisere ved hjælp af humor”. Der var faktisk engang en sagsbehandler fra en kommune i det jyske, som direkte kaldte manøvren at “lave en HanneVeje”. Altså at vi lægger udfordringerne udenfor os selv – og ser på det i et fælles, andet, varmere, mere forstående og især mere håndterbart eller operationelt lys.

Det gav mig (helt uplanlagt) indsigt i, hvorfor jeg tit bruger lidt skæv humor i min vejledning: Der kommer hurtigere ro på oprørte vande, når der er bobler i vandet – og med opdriften fra boblerne, kan selv de mest omkringfarende og hårde hoppebolde finde en lidt blødere facon. Og hvis man har nogen med på rejsen, der kan erstatte noget af det sorte hav med klar champagne, i det mindste et stykke ad vejen, så kan man få lov at skifte til en dybere tallerken – over tid.

Jeg har hørt folk der er yngre end mig sige: ‘Jeg er på’ – som betyder ‘Ja – jeg vil gerne være med’. Et lidt ældre fænomén er begrebet ‘At være på’. Begrebet dukkede op i medierne for snart 20 år siden, samtidigt med at moderne teknologi og TV begyndte at konkurrere om vores opmærksomhed. Begrebet betyder i følge Politikens Nudansk Ordbog at ”være genstand for manges opmærksomhed”. Der findes et endeligt et andet og lidt beslægtet begreb, som stammer helt tilbage fra min barndom i 70’erne,  hvor vi indførte talemåden ‘at være på dupperne’. Sidstnævnte refererer til dupperne under fodboldstøvlerne hos kampklare spillere. Begrebet kan også bruges efter en slem forkølelse, hvor vi kan spørge ind til, om den forkølede ‘er på dupperne igen’ – hvor betydningen mere går i retning af ‘frisk og rask’ end ‘kampklar’. 

På engelsk findes der et skønt ord, som minder lidt om ‘at være på’ – nemlig begrebet ‘aware’. Det er noget svært at oversætte helt korrekt. Det danske ord ‘bevidst’ kan virke nærliggende, men det kan tolkes i utroligt mange retninger. Det er uheldigt, hvis man i det pædagogiske arbejde (eller på skrift) kommer til at anvende begreber, der kan tolkes frit. Hvis konteksten er uklar, vil man være i tvivl om, om ‘bevidst’ blev brugt i betydningen ‘klar over’ eller om det drejede sig om ‘med vilje’. Jeg bruger af og til ord som ‘opmærksom’ og ‘nærværende’ . Jeg holder dog allermest af at bruge ‘fokuseret’, når jeg underviser eller skriver. 

Det kræver både forudsætninger, koncentration, øvelse og overskud at være fokuserede i arbejdet. Vi skal endda i længerevarende perioder både observere, håndtere, analysere, vurdere, agere og evaluere, uden altid at kunne bruge os selv som ‘opslagsværk’. Vi skal så at sige ‘oversætte’ borgerens henvendelser eller handlinger til forståelse for borgerens tanker, følelser og motiver, som vi ikke nødvendigvis ville kende fra os selv. Vi kan ikke altid trække på viden vi har tilegnet os gennem vores uddannelser eller erfaringer fra andre sociale professionelle eller private sammenhænge. Det medfører, at vi i lange stræk ad gangen, skal være så fokuserede, at vi godt kan føle, at hjernen har vandret 25 kilometer på grusveje i bare tæer og uden pauser, når vi kommer hjem fra arbejdet. Det kan betyde for en del af os, at vi har brug for at ‘aflade’ lidt mere i vores fritid end andre måske har.

Det kan være svært at mærke efter, hvor mange kilometer grusvej vores hjerne har tilbagelagt i løbet af en arbejdsdag. Vi får desværre langt bedre og meget mere tydelige signaler eller advarsler fra vores ansigter, hænder og fødder, end vi gør fra vores hjerner. 

Jeg kan godt lide at forklare, at vores sanseapperat lidt er som en omstillingsdame, der bor helt inde i midten af vores allesammens hjerner. Hun passer sådan en gammeldags telefoncentral, hvor opkald omstilles med propper og snoretræk. Vi kan kalde hende Alice. Og vi kan kalde hjernen for ‘fabrikken’.

På den måde kan vi forestille os, hvor larmende højt og utroligt kvikt et ‘opkald’ ryger igennem, hvis vi f.eks. kommer til at jokke på et søm eller kommer til at lægge en hånd på en brandvarm kogeplade. Alice vil allerførst give et ordenligt hop i stolen, fordi der ringes ind via alarm-linjen (amygdalaalarm) – på grund af den uventede, akutte smertepåvirkning. Det får Alice til lynhurtigt at omstille til kontoret for ‘undersøgelse og beredskab i forhold til skader og farer’. Når du har reageret hensigtsmæssigt, dvs. har standet ulykken, beskyttet eller behandlet området som smerten kom fra, sendes opkaldet automatisk videre til ‘kontoret for erfaringsopsamling’. 

Hvis vi går en tur i 15 graders frost, vil vi kunne mærke det på kinderne og næsen. Det er et ret fredeligt opkald, en sideobservation i forhold til gåturen. Opkaldet kan så sættes på hold, med mindre hudens oplevelse af mere smertefuld kulde eller smerte gør det nødvendigt at ringe op igen, så vi kan reagere.

Problemet med en øm hjerne er, at den er virkelig sløj til selv at ringe til Alice, fordi en stor del af hjernen jo udgøres af telefoncentralen. Hjernen er hele tiden på arbejde; alt hvad der kommer ind via synssansen, høresansen, smagssansen, følesansen, balancesansen og kropssansen skal ringes ind til centralen, for at opkaldene kan blive modtaget og evt. viderestillet. Det er faktisk kun lugtesansen, der ikke går igennem Alice. Der er en direkte forbindelse fra næsen og over til ‘kontoret for følelser, instinkter og drifter’ – men alle andre opkald skal Alice tage stilling til. 

Forrest i hjernen har Alice’s chef sit kontor, vi kan kalde ham Egon. Det er Egon, der sørger for at samarbejde, kommunikation, udregning, planlægning og logistik m.m. fungerer, alle hjernens kontorer imellem.  Så uafhængigt af om vi lige er stået op, skal køre ungerne i skole, er på arbejde eller lige har fået fri fra arbejde, er på vej hjem osv. – så hiver Egon kalenderen frem og danner sig overblik over rækkefølgen af alt det vi skal. Det er ikke småting, det drejer sig om. Hvis vi skulle begynde at skrive hver enkelt skridt i alle processer, i alle vågne timer på en almindelig hverdag ned, ville vi skulle bruge flere dage på det. Heldigvis er Egon en slags supermand; han håndterer normalt uden problemer helt afsindige mængder af informationer og kalkulationer. Han er bare ikke så god til at holde øje med, om Alice kan følge med. Eller om der er ved at herske udtrættethed i nogle af de andre kontorer. Han har så travlt med at sørge for at der bliver produceret en lind strøm af gode resultater. Egon har meget mere fokus på resultater end trivslen på fabrikken. Det er først hvis produktionen begynder at svigte synligt, at Egon får tænkt over, om alt mon er som det skal være. 

I mit tilfælde ringede min Psoas-muskel op til Alice mange gange for at klage over begyndende smerter. Det var under i en meget svær periode af mit liv. Vi bruger Psoas-musklen når vi går, løber og cykler. Det er også den muskel der gør, at vi kan holde os oprejst, bøje lænden og rotere hoften. Psoas-musklen er blandt de første muskler, der trækker sig sammen, når vi har en ‘kæmp-frys-flygt-respons ved smerte eller fare. Det er en medfødt refleks, som er kroppens forsøg på at beskytte os. Desværre er Psoas også den sidste muskel, der afspændes efter en amygdalaalarm. 

Alice prøvede at stille om til Egon mange gange, men Egon tog ikke telefonen; han stod lige med kalenderen og havde flere ting og opgaver, der skulle gå op. Nogle gange gik opkaldet bare direkte til telefonsvareren, som Egon kun sjældent aflyttede. Hvis nogen endeligt fik fat i Egon og spurgte ind til, om Egon var ved at blive stresset, svarede Egon bare som altid, uden helt at undersøge sagen: “Nej – jeg har bare travlt.”

Først da Psoas-musklen krampede kronisk og det påvirkede vejrtrækningen, kom Egon endeligt i arbejdstøjet. Alle produktionskontorer nedlagde nemlig arbejdet på grund af iltsvind. De eneste kontorer der stadig var nogenlunde luft i var ‘Kontoret for bagning, rengøring, tøjvask og madlavning’. Hver gang Egon prøvede at få ‘Kontoret for at sætte sig ind foran computeren’ til at genoptage produktionen, gik al strømmen på hele fabrikken. Min krop var endt med at være i konstant alramberedskab. Egon havde været den eneste der kunne have forebygget eller forhindret katastrofen – men han var den sidste til at fatte, hvor galt det faktisk stod til.

Hjernens alarmrespons er en vigtig overlevelsesmekanisme. Den gør os i stand til at løbe for livet og at kæmpe for livet. Problemet er, at man ikke kan løbe eller kæmpe for livet i særlig lang tid.  Oplevelsen af at være stressoverbelastet handler om, at der er for stor forskel på hvor meget man kan bære – og hvor meget man forventes at bære – og hvor længe. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne bære mere, men jeg fortsatte med at bære – både alt for alene og for alt længe. Det var ikke sundt. Og det tog lang tid, at komme mig igen, da først jeg brændte sammen. 

Jeg besluttede mig efter den oplevelse, at jeg ville prioritere min hjerne ligeså meget som jeg prioriterer mit hår og mine hænder og fødder. Jeg holder af at have velplejet hår og velplejede hænder, fødder og negle. Men jeg lærte på den hårde måde, at dét at have en velplejet hjerne er det vigtigste af alt. Det er helt individuelt, hvad der skal til, for at få en velplejet hjerne – men det vi har til fælles er, at vi skal huske at overvåge vores behov for at aflade og genoplade. Vi har ikke kun pligt til at udvise egenomsorg. I følge Arbejdsmiljøloven, har vi også pligt til at udvise kollegial omsorg. Nogle gange kan der blive behov for at få hjælp fra andre. Nogen gange virker nedsat arbejdstid eller andre opgaver, eller at trække stikket i en kortere eller længere periode. Hvis ingen af delene sker eller virker, så må man holde et alvorligt møde med både Alice og Egon, for at få fundet ud af, om fabrikken er nødt til at lægge produktionen et helt andet sted hen. 

Socialrådgivere går på arbejde for at rådgive, hjælpe og støtte. Det kan derfor opleves som frustrerende, når indsatser ikke virker. Eller hvis man som fagperson løber tør for muligheder eller metoder.

På samme måde er det i hjemmene: Forældre reagerer når deres barn har det svært, og når ingenting synes at virke. Forældre kan til tider reagere kraftigt, når udfordringerne vokser og hjælpen synes alt for langt væk. De kan blive overmandet af fortvivlelse, svær bekymring, stress eller udbrændthed. Nogle forældre kan fremstå som alvorligt desperate. Forældre kan føle, at er ved at drukne i problemerne. Og vi ved, at mennesker der er ved at drukne (i virkeligheden), desværre kan komme til at drukne andre, i forsøget på at holde sig selv oven vande. Sådan kan det godt opleves i de mest komplekse familiesager, når frustrerede socialrådgivere mødes af endnu mere frustrerede forældre. Begge parter kan opleve sig fanget i en slags ‘brænding’, hvor det er svært at finde fodfæste eller at få vejret.

Når sager kan virke meget komplekse, kan fagpersoner let komme til at vurdere, at der så kræves en meget omfattende eller timetung indsats. Sådan er det ikke nødvendigvis. Nogle gange vil en alt for tung indsats kunne skade mere end den vil gavne. Især hvis modtagerparten i forvejen er overbelastet, vil hjælpen kunne opleves som en yderligere belastning. Hvis indsatsmålene indledningsvist handler om nye kompetencer, som forældrene skal tilegne sig, kan det opleves som at blive dykket, for nogle forældre.

Jeg råder altid til at vi starter med at udarbejde en pædagogisk belastnings- og behovsudredning. Der er tit brug for en livline eller en redningskrans først.

Jeg har altid fokus på at skabe fodfæste for alle, i opstartsfasen. Det handler om at få skabt ro, først og fremmest. I mange sager handler det at støtte barnet – via forældrene. I mange komplekse sager er barnet nemlig ude af stand til at tage imod støtte, fra andre end forældrene. Hvis den indsats man gerne vil etablere, er rettet direkte mod barnet, kan en del forældre også føle sig noget hægtet af. Når vi får enighed omkring en virksom indsats og får skabt ro og øget tryghed i sagerne, bliver mange forældre pludseligt alvorligt bange for, at der kan ske fornyede tilbagefald. Når man har rullet mere eller mindre hjælpeløst rundt i brændinger, gang på gang, bliver man bange for at lande dér igen.

Jeg taler med forældrene om, at jo flere gange vi har klaret turen gennem brændingen, jo mere i træning er vi kommet. Vi har opnået erfaringer med hvordan vi kan komme ud på roligt vand, igen. Det sker ikke nødvendigvis som store tilbageslag, men der er ingen positiv udvikling i de sværere sager, der er sket lineært. Udviklingen kan bedre sammenlignes med en svømmetur i meget omskifteligt vejr. Nogen gange må man lade sig glide lidt bagud med strømmen. For det nytter ikke at svømme for livet mod strømmen. Man er nødt til at komme ud på roligt vand, og finde veje ind mod land, hvor modstrømmen ikke er stærk. Det vigtigste er, at vi lærer hvornår vi kan svømme, og også hvordan vi svømmer bedst. Og det tryggeste er, at kunne svømme ved siden af sin svømmetræner. På den måde finder vi til sidst ind på land igen.

Det er først når vi er inde på land, at vi at kan finde nye veje. Og vi kan først lære nye kompetencer, når vi har fast grund under fødderne. Man kan ikke lære nogen af svømme, mens de er ved at drukne.

Vejledningen gik i gang og forældrene tilegnede sig pædagogiske tilgange og metoder, som kunne nedsætte Mikkels oplevelse af pres og belastning og give ham flere ressourcer igen. Efter knapt to måneder blev der holdt et netværksmøde på skolen, som jeg desværre var forhindret i at deltage i. Efter netværksmødet modtog jeg en kort mail fra socialrådgiver, der indkaldte mig til møde om vejledningen, som “forældrene havde udtrykt stor frustration over”.

Det var hér jeg glemte at trække vejret. Jeg blev ramt.

Jeg kunne ikke forstå kritikken, eftersom vejledningen af forældrene havde medført flere positive effekter: Mikkel var begyndt at virke mere omsorgsfuld i forældrenes beskrivelser, han var igen begyndt at spise hjemmelavet mad og var selv begyndt at italesætte, at han kunne begynde i skole igen, når han begyndte at få det endnu bedre. Mikkel havde selv taget initiativ til at få døgnrytmen vendt om til en noget mere normal rytme igen. Alt sammen begyndende tegn på nye ressourcer hos Mikkel, som jeg tilskrev forældrenes tålmodige og dygtige, stressreducerende indsats. Jeg havde hele tiden haft det klare indtryk, at forældrene var glade for vejledningen. Kritikken fra socialrådgiveren var derfor både ubegribelig og uventet. Jeg kom til at betvivle min indsats samt min vurdering af samarbejdet med forældrene.

Jeg glemte at lægge arbejdet fra mig på arbejdet – og tog min tvivl og mine tanker med mig hjem. Min mand spurgte mig hvad der var galt. Jeg tænkte lidt og svarede: “Jeg mangler strategier”. Det var derfor mit hoved var ved at koge over. Jeg kunne ikke slippe spekulationerne. Så niveauet af adrenalin og kortisol var forhøjet, hvilket gjorde det endnu sværere at tænke ordentligt.

Jeg prøvede at håndtere min oplevelse af krise ved at holde vejret og bide tænderne sammen. Altså en af de mest uvirksomme metoder i verden, næst efter skældud. Jeg havde gået i lidt for mange dage, før jeg fik taget mig sammen og vendt tingene med Bo Hejlskov. Han påmindede mig, at ingen af os går på arbejde for at fejle – men ingen af os har aldrig lavet fejl. Det var kloge ord, der gjorde det muligt for mig at trække vejret igen. Man tænker også meget bedre når man trækker vejret.

Jeg tænkte på hvordan jeg kunne tage kritikken op med forældrene. Jeg ville beklage, såfremt der var fejl fra min side, som jeg ikke havde registreret eller reageret på i samarbejdet. Jeg kunne også tilbyde at stoppe, så familien kunne få en anden vejleder. Så under næste vejledning i familien spurgte jeg forsigtigt ind til, om der var områder af min vejledning, som forældrene var utilfredse med? Det var der overhovedet ikke?! Forældrene så på mig, som om jeg var faldet ned fra månen. Og jeg så nok ligeså forvirret ud. Jeg måtte fortælle, at jeg havde forstået på familiens socialrådgiver, at de måske havde udtrykt utilfredshed på netværksmødet? Forældrene forstod derpå hvad der var sket: Under forældrenes gengivelse af den måde som vi arbejdede med Mikkel på derhjemme, fik skolen og PPR indtryk af, at jeg anbefalede en ligegyldig eller passiv tilgang til Mikkel. Det blev der naturligvis rejst højlydt kritik af. Forældrene reagerede på kritikken med stærk frustration. De havde slået i bordet og bedt om at der blev skabt fælles fodslag blandt fagpersonerne i Mikkels sag. De havde klaget over deres oplevelse af manglende sammenhæng – og ikke over vejledningen.

Jeg fik ringet til socialrådgiveren og talt med hende. Hun havde oplevet sig set meget skævt til at de øvrige fagpersoner på mødet – og tolkede forældrenes reaktion som frustration over min vejledning. Vi aflyste arbejdsmødet og aftalte i stedet et almindeligt opfølgningsmøde med forældrene. Jeg blev også inviteret til møde på skolen, hvor PPR også deltog. Her fik vi drøftet den neuropædagogiske tilgang og de tilhørende metoder, som vi brugte hjemme hos Mikkel. Det blev faktisk starten på et rigtigt godt samarbejde med flere skoler og PPR i kommunen.

Vi påtager os tit et meget stort ansvar som fagpersoner. Vi stiller os selv til rådighed indenfor et aftalt fagområde og indenfor et bestemt råderum eller en ramme. Vi skal hele tiden være bevidste om hvordan vi påvirker andre og selv påvirkes. Vi skal samtidigt hele tiden være opmærksomme på hvordan vi kan holde arbejdet ude af tankerne, når vi tager hjem. Det kan man bedst lære og træne i samarbejde med kollegaer og ledere – i min opfattelse. Vi bliver eksponeret for udfordringer, stress og sorg gennem livet, både hos os selv og i vores familie og nærmeste omgangskreds. Når vi arbejder som fagpersoner omkring mennesker i vanskelige livssituationer, bliver vi eksponeret for endnu mere. At kunne agere i dét, handler om at passe på sig selv undervejs i, at man passer godt på andre.

Det er en god tommelfingerregel at tænke på, at man skal kunne bære sig selv, før man kan bære andre – og at bæreevne ikke er noget, man kan eller skal opretholde alene.

– – –

Hvis du tænker på hvad der siden er sket med Mikkel – så er der godt nyt. Mikkel har også lært at trække vejret igen

Gennem mit arbejde har jeg oplevet skældud i alle mulige forhold;

Ledere, der skælder medarbejdere ud
Forældre, der skælder deres børn og unge ud
Lærere, der skælder elever ud
Pædagoger, der skælder børn ud
Socialpædagoger, der skælder anbragte børn, unge og voksne ud – og så videre…

Jeg har observeret fænomenet på tværs af almen- og specialområdet – og endeligt har jeg også selv skældt mine egne børn ud.

Fælles for talrige undersøgelser på området (samt mine egne anekdotiske observationer) er, at skældud måske er verdens ældste, mindst virksomme metode. Problemet med skældud er nemlig, at ingen nogensinde er blevet mere motiveret for forandring af at blive mødt negativt.

Da min datter var i børnehavealderen, tegnede hun af og til med tuscher, på væggene derhjemme. Eftersom jeg var alenemor, studerende og presset økonomisk, oplevede jeg det som alvorligt frustrerende. Der var lidt ret langt imellem, at jeg havde råd til at male værelserne om. Jeg havde rigeligt at se til med to blebørn og et studie, så min belastningsbalance havde slagside. Dengang kunne jeg heller ikke forstå hvorfor hun blev ved med at gøre det, når nu jeg havde sagt at hun ikke måtte – endda et utal af gange.

Jeg har mødt tilsvarende oplevelse af frustration hos mange forældre og fagpersoner. Når man ikke har andre metoder, anvender man metoder, der har rod i følelserne. Og det er noget rod, som man heller ikke selv er særligt stolt af, efterfølgende.

Det er svært at ændre vaner. Helt utroligt svært. Vores hjerne kører så ofte den kan på automatpilot, så at sige. Den vil helst spare på energien. Det er ret smart i forhold til mange funktioner; vi tænker ikke over at vi skriver, går, løber, cykler, skøjter, kører bil m.m. – det er alt sammen automatiserede funktioner hos de fleste af os. Derfor har vi også svært ved at aflære uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. Hjernen er glad for at køre i kendte spor. Derfor kræver det en enorm og bevidst indsats (energi og målrettethed) at ændre vaner. Dog kan vi ændre vaner ret hurtigt, hvis der sker noget særligt udslagsgivende, som gør at vi bliver akut ‘omprogrammeret’. F.eks. hvis ny information påvirker os følelsesmæssigt. Hvis vi eksempelvist er lige ved at blive kørt ned, fordi vi har glemt at se os for. Først reagerer vi med med rædsel (emotionelt) – og bagefter analyserer vi (rationelt) os frem til, at det nok er en ret god idé at se os for hver eneste gang vi skal krydse en vej. Vi voksne reagerer kraftigt på når vi begår fejl; det kan ses på hjernescanninger. Det er nemlig uhyre vigtigt for os, ikke at gentage fejlen.

Jeg skældte engang min datter ud, fordi hun igen-igen havde tegnet på sin værelses-væg, med sine sprittuscher. Heldigvis havde jeg for nyligt købt et legetøj til hende, der hjalp mig akut ud af uvanen med at skælde ud. Ved siden af min datter lå en papegøjebamse af typen, der gentager alt hvad man siger. Efter at jeg havde skældt ud, gentog papegøjen hele min irettesættende svada. Dermed skældte jeg mig selv ud, med parodieret papegøje-stemme – i hele 2 lange, pinefulde og flove minutter. Jeg kunne lige med det samme rationalisere mig frem til, at mit følelsesudbrud ikke kunne bruges til noget som helst konstruktivt eller positivt. Det blev helt tydeligt, at jeg var ramlet mod metodeloftet – og at jeg faktisk kun forsøgte at brænde adrenalin af, for min egen skyld. Altså en svært uhensigtsmæssig måde at forsøge at komme i kontrol på.

Jeg tror ikke løsningen på skældud på skoler, institutioner, botilbud m.m. er at hænge papegøjebamser op overalt, der kan gentage alt hvad man siger. Selvom det kunne være interessant…

Jeg tror mere på, at vi lærer bedst med sanserne og følelserne. Derfor udsætter jeg også tit kursister for øvelser, hvor vi får et grundigt kig på vores egne strategier og reaktioner, når vi udsættes for noget, vi ikke helt kan kontrollere. Det udløser altid latter, fordi vi oplever forløsning og lettelse, når jeg stopper øvelsen igen.

Hvis vi øver os i at tænke: ‘Rose, rose – aldrig rise’ – og ‘Guide, guide – aldrig bebrejde’, – kan vi hjælpe os selv med at finde bedre metoder.

Det er bedre at kravtilpasse og kompensere, frem for at skælde ud. Jeg erkendte, efter papegøje-talen, at jeg anbragte min pige i en overkravssituation. Min datter kunne ikke stå for de bare, fine vægge. De var perfekte lærreder og i øvrigt var hun så lille, at hun ikke kunne have impulskontrol på dét niveau, som jeg tosset nok forventede. Jeg malede derfor væggene med vaskbar maling og købte vandbaserede tuscher i stedet. Det fungerede fuldkommen perfekt. Jeg fik hende også til at hjælpe med at vaske væggene ned, når det gik galt. Og roste hende for, hvor fine, hvide væggene blev når hun var så sød at hjælpe. Børns hjerner lærer, når de lykkes. Det kan også ses på hjernescanninger. Børn lærer ingenting, når de fejler – for det gør de hele tiden, mens de vokser op. Hvis børn gav op halvvejs, når de prøvede at lære at gå, ville det stå skidt til.

Ved at finde en mere virksom metode, kunne vi sende papegøjen på pension. I dag er min datter 26 år – og det er ca. 20 år siden, hun sidst malede på vores vægge. Det er faktisk dét, der så fint i fagsprog kaldes: at udvikle og fastholde hensigtsmæssige kompetencer

At arbejde pædagogisk betyder at vi skal tilvejebringe trivsel og/eller positiv forandring i borgernes tilværelser, i samarbejde med borgerne. Når vi arbejder pædagogisk skal vi være utroligt gode til at håndtere forandringer, måske også ret pludselige forandringer, hvilket stiller store krav til vores evne til fleksibilitet. Borgere har ofte, af forskellige årsager, ikke altid samme evne eller mulighed for at udvise fleksibilitet. Det kan skabe alvorlige gnidninger, hvis både borgere og fagpersoner, der skal samarbejde, er infleksible.

Selvom man anser sig selv for ret fleksibel generelt, vil de fleste af os alligevel have områder, hvor vi er knapt så fleksible. Vi stejler så at sige over forskellige ting; vi kan opleve andres adfærd som irriterende, frustrerende, grænseoverskridende, hjerteknusende eller afskyvækkende. Vi er ikke altid herre over hvilke ting, der kan udløse en negativ følelse (affekt) i os. Jeg ved dog om mig selv, at jeg kan blive ret infleksibel, når jeg kører på motorvejen, når nogen overhaler indenom i høj fart, så jeg ikke kan nå at trække ind. Jeg beslutter mig ret hurtigt for at den anden bilist ganske enkelt er et fjols. Det er ikke et bevidst valg; det sker helt ubevidst. Vi er forprogrammerede til at lægge mærke til dem, der afviger. Jeg stopper ikke op på motorvejen for at beundre andre bilister, der kører ualmindeligt nydeligt. De passer ind i min oplevelse af god flok-adfærd. De udgør dermed ingen trussel for mig. Men dét gør dem, der ikke overholder min opfattelse af skikkelige normer.

Da jeg tog kørekort, fik jeg ikke et kursus i hvordan jeg kunne forholde mig, hvis jeg oplevede fjolser i trafikken. Dermed bliver det mine helt egne subjektive tolkninger, der kommer til at farve min adfærd. Jeg kan f.eks. nok så uhøfligt finde på at dytte af synderne. Det er ellers ikke noget jeg normalt gør.

Det er det samme med vores uddannelser; de kan ikke klæde os på til alle de mange uventede eller krævende situationer, som vi kan komme ud for. Men vi kan arbejde med vores reaktioner på de affektudløsende oplevelser, sådan at vi menneskeligt kan blive stående på benene og også forblive i rollen som professionelle. Det kræver, at vi bliver klar over, hvilke ting vi reagerer mest på i vores arbejde. Det kræver også, at vi har ledere og kollegaer at sparre med. Sammen skal vi holde hinanden oppe på, at vi altid husker, at alle mennesker altid gør det bedste de kan. På den måde kan vi udvide vores empati, sympati, fleksibilitet og forståelse – og dermed undgå at trigge uhensigtsmæssige tolkninger og reaktioner. Det gør os bedre til at håndtere, evaluere og forandre ~ vi bliver nemlig mere åbne og kreative i forhold til at finde løsninger på udfordringerne

Fremover vil jeg forsøge at tænke: Alle bilister gør altid det bedste de kan. På den måde finder jeg måske mere hensigtsmæssige metoder til at forblive rolig, når medtrafikanter falder udenfor mine forventninger