Trut, tummel og samklang

Jeg har lige siddet og set på dette billede, som jeg tog for nyligt. Der er en enkelt svane på det blanke vand. Billedet fik mig til tænke på min gamle poesibog. Poesibøger var et modefænomen, som hærgede blandt piger i min barndom. I slutningen af 70’erne skrev vi små sjove vers ind i hinandens poesibøger. Den ældgamle og oprindelige funktion af poesibøgerne var dengang blevet ret udvandet. Versene fra min poesibog var heller ikke af særlig poetisk, socialiserende eller dannende karakter. Jeg husker f.eks. denne her, som en af pigerne fra klassen skrev i min poesibog: “Pump din cykel, pump den længe, pump din bedstefar for penge.” Det var morsomt i øjeblikket, men efterlod ikke dybere aftryk. Det gjorde til gengæld et lille vers, som min elskede, gamle barnepige, ‘Mor Ellen’, skrev i min poesibog: “Som svanen den snehvide, ad vandet glide hen, gid dine fremtidsdage, må glide blidt som den.” Altså en meget kærlig hilsen, med et oprigtigt ønske om, at jeg måtte få et liv uden alt for meget tummel. 

Tummel er et skønt udtryk, som kan bruges i stedet for ord som f.eks. uro, ballade, slingren, vaklen, optøjer eller tumult. Det er min sindige, jyske mand, der har indført udtrykket i vores hjem. ‘Vi er sådan nogle mennesker, der ikke gider tummel’ sagde han en dag. Det tænkte jeg lidt over og så måtte jeg give ham ret. Vi skændes aldrig; vi snakker om tingene i stedet. Min far bryder sig heller ikke om at skændes. Han sagde en dag, med et glimt i øjet: “Vi er ikke konfliktsky. Vi er bare sådan mere harmonisøgende!” Det lo vi ad. Men efterfølgende har jeg tænkt på, at der er meget mere sandhed og værdi i udtrykket, end nogle af os tænkte over i situationen.

Jeg tænkte på ordet ‘harmoni’, da jeg engang interviewede daværende formand for landsforeningen LEV, Sytter Kristensen. Sytter sagde undervejs i interviewet, at hun med vilje brugte udtrykket ‘samklang’, fordi det var så meget mere end blot ‘samarbejde’. Jeg har spillet althorn i skoleorkester og kan læse noder og kender musikbegreber. I forskolen blev vores orkesterleder til tider helt blå i hovedet, når vi spillede i disharmoni. ‘Intonér’ råbte han – og vi spidsede ører og gjorde os umage med at få vores trut til at harmonere. Det er faktisk også lidt der henad, når vi arbejder med afstemt pædagogik/low arousal – vi ‘intonerer’, altså afstemmer os for at skabe samklang.

Jeg arbejder med pårørende og fagpersoner, der oplever rigtig meget tummel. Formålet med mit arbejde er at vejlede og undervise i, hvordan man kan håndtere og forandre bekymrende adfærd eller tilstande hos dem man fungerer som omsorgsgivere for. Ind i mellem lander jeg i sager hvor der er stor og åben uenighed omkring forudsætninger og muligheder i indsatserne. Der er ikke meget samklang eller ‘som svanen den snehvide, ad vandet glide hen…’ over sådanne sager. Det minder mere om når blishøns tumler truttende afsted på vandet, larmende og plaskende – i alle mulige forvirrede retninger. Det gør de ofte, hvis der er en havørn, der angriber en i flokken. 

Ind i mellem kan jeg opleve fagpersoner, der ikke arbejder med autonimistøttende eller afstemte metoder. De kan opleves som havørne der jager blishøns – og det stiller store krav til, at vi får ro på de oprørte vande, så vi kan glide blidt som svanerne. Allesammen.

Jeg har engang været til et netværksmøde, hvor en fagperson fra et eksternt tilbud, pludseligt udtalte: “Det er vores helt klare holdning, at drengen skal anbringes.” Problemet med udtalelsen var, at den kom på et netværksmøde, hvor mor til drengen var tilstede. Jeg var til stede som forældrevejleder. Mor var helt uforberedt på udtalelsen, for netværksmødet handlede ikke om hvorvidt drengen skulle anbringes eller ej. Endeligt ville det heller ikke være en ekstern fagperson, der skulle bringe sådan et emne på banen. Det er muligt, at fagpersonen var frustreret over drengens stressrelaterede fravær i tilbuddet, men det ændrede stadig ikke ved, at fagpersonen var trådt langt ud over sit kompetence- og ansvarsområde. Familiens socialrådgiver havde ikke bekymringer for drengens hjemmesituation. Og selv hvis socialrådgiveren havde haft det, så havde han udvist langt mere konduite og drøftet bekymringerne med mor, på et særskilt møde. Ikke på et netværksmøde. Socialrådgiver tabte først mælet, så blev psykologen meget rank i ryggen. Mor blev skrækslagen og stum. Jeg blev først dybt fortørnet. Min umiddelbare, yderst primitive reaktion var at tænke, at fagpersonen var total tonedøv. Heldigvis råbte jeg ikke “Intonér!” sådan som vores orkesterleder ville have gjort det. Jeg tænkte videre over hvorfor han havde behov for at tage kontrol og/eller at fralægge sig ansvar. Hvis ikke det eksterne tilbud oplevede at kunne arbejde med drengen, fordi drengen ganske enkelt ikke magtede at møde op, så ville der ikke kunne opnås de forventede resultater. Tilbuddet kunne derfor miste bevillingen, hvilket måske kunne opleves som et ubehageligt pres for fagpersonen. Måske kunne han bare ikke leve sig ind i andres perspektiv end sit eget. Uanset hvad der havde forårsaget fagpersonen til at ytre sig så voldsomt og ubetænksomt, så kom jeg frem til, at jeg ikke måtte give efter for mine første indskydelser. De kunne nemlig blive ligeså ubetænksomme som hans. Der var allerede rigeligt tummel. Og at give efter for primitive indskydelser som at sætte manden på plads ville være mit personlige behov. Og min indsats handlede om at tage hånd om familiens behov. Man lærer heller ikke at spille rent i et orkester ved at der er nogen der trutter skæve toner ind i hovedet på én.

Psykologen tog ordet og sagde lidt skarpt: “Vi arbejder ikke med holdninger. Vi arbejder med viden.” Derpå tog socialrådgiver ordet og meddelte bestemt, at den vej var der ingen på forvaltningen der tænkte i. 

Jeg så på mor, der så på mig med store, bange øjne. Jeg sagde ingenting, men så venligt og roligt tilbage på mor, så hun kunne støtte sig til min ro. 

Fagpersonens, psykologens og socialrådgiverens udtalelser hang i luften og skabte en noget akavet tavshed. Fagpersonen følte sig med rette kraftigt irettesat. Han lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen. Han signalerede på den måde, at han ikke ville sige mere, men heller ikke helt havde bøjet sit synspunkt. Socialrådgiveren og psykologen rynkede brynene og så på mig. Jeg tog ordet og spurgte stille og roligt ind til mors oplevelse af støtten og vejledningen i hjemmet, for at sikre mig at mors perspektiv blev hørt og taget med i sagen. Jeg fortalte derpå, at min vurdering af indsatsen harmonerede med mors beskrivelser. Så spurgte jeg ud i gruppen, om ikke vi alle var enige i, at resultaterne af indsatsen i hjemmet netop skulle ‘veksles’ til, at drengen kunne magte at komme ud i verden igen. Det kunne ingen være uenige i. Jeg spurgte bagefter om vi også var enige i, at det ville komme til at kræve et tæt og godt samarbejde omkring en skånsom indkøring, når vi nåede så langt. Det var der også enighed om. Fagpersonen sænkede skuldrene igen og resten af mødet foregik i en noget bedre tone. Vi fik taget et skridt i retning af at få fælles fodslag mht.  forventninger til forudsætninger og muligheder.

Jeg prøver altid at bidrage til at vi kan få synkroniseret opfattelser, fortællinger, metodevalg m.m. bedst muligt – hele vejen rundt i netværket omkring de medmennesker, vores indsatser omhandler. Og hvis der er optræk til tummel, så skal vi se efter, om vi kan skabe samklang ved at sætte ‘vi’ over ‘mig’.

Min holdning er, at vi altid bør arbejde og samarbejde ud fra etiske og autonomistøttende metoder. Eller måske skal jeg gå hele vejen og kalde det ‘harmonisøgende pædagogik’.

Det tror jeg faktisk både min far, Mor Ellen og min gamle orkesterleder ville blive lidt stolte af ❤️