Træk vejret

Jeg glemte engang at trække vejret.

Jeg var tilknyttet som pæd. vejleder i en sag omkring en ung med autisme og svær skolevægring. Vi kan kalde ham for Mikkel. Der havde været forsøgt forskellige tiltag fra skolens og forvaltningens side, men desværre uden effekt. Mikkels bekymrende adfærd bestod i følge beskrivelserne i at han “ville kontrollere, styre og dominere alt i hjemmet”. Tilmed i et så voldsomt omfang, at forældrene var slidt fuldkommen ned. Mikkel havde vendt helt om på sin døgnrytme og ville kun spise fastfood. Det var blevet en kamp for far og mor at få nattesøvn samt at passe deres arbejde. Forældrene var blevet vejledt af fagpersoner i at stå fast, at sige mere fra, samt at være meget mere tydelige og konsekvente. Det forsøgte forældrene, hvilket desværre kun forværrede situationen dramatisk. Fra at være råbende og vredladen, blev Mikkel voldsomt truende og gik fysisk til angreb på forældrene med slag og kvælertag. Det blev luftet, at anbringelse af Mikkel måske var den eneste udvej. Men før det nåede så vidt, blev forældrene bevilliget pæd. vejledning, som en forebyggende foranstaltning. Jeg fik til opgave at udarbejde en akut, pædagogisk behovsudredning i sagen, ligesom jeg blev bedt om at støtte og vejlede forældrene. Min vurdering var, at Mikkel reagerede på oplevelse af svær overbelastning gennem flere år. Jeg anbefalede, at Mikkels stress skulle reduceres, før vi kunne begynde at stille krav om bedre kostvaner, en mere hensigtsmæssig døgnrytme samt genoptagelse af skolegang. Dette blev også beskrevet i behovsudredningen, der blev fremsendt til socialrådgiveren i sagen.

Vejledningen gik i gang og forældrene tilegnede sig pædagogiske tilgange og metoder, som kunne nedsætte Mikkels oplevelse af pres og belastning og give ham flere ressourcer igen. Efter knapt to måneder blev der holdt et netværksmøde på skolen, som jeg desværre var forhindret i at deltage i. Efter netværksmødet modtog jeg en kort mail fra socialrådgiver, der indkaldte mig til møde om vejledningen, som “forældrene havde udtrykt stor frustration over”.

Det var hér jeg glemte at trække vejret. Jeg blev ramt.

Jeg kunne ikke forstå kritikken, eftersom vejledningen af forældrene havde medført flere positive effekter: Mikkel var begyndt at virke mere omsorgsfuld i forældrenes beskrivelser, han var igen begyndt at spise hjemmelavet mad og var selv begyndt at italesætte, at han kunne begynde i skole igen, når han begyndte at få det endnu bedre. Mikkel havde selv taget initiativ til at få døgnrytmen vendt om til en noget mere normal rytme igen. Alt sammen begyndende tegn på nye ressourcer hos Mikkel, som jeg tilskrev forældrenes tålmodige og dygtige, stressreducerende indsats. Jeg havde hele tiden haft det klare indtryk, at forældrene var glade for vejledningen. Kritikken fra socialrådgiveren var derfor både ubegribelig og uventet. Jeg kom til at betvivle min indsats samt min vurdering af samarbejdet med forældrene.

Jeg glemte at lægge arbejdet fra mig på arbejdet – og tog min tvivl og mine tanker med mig hjem. Min mand spurgte mig hvad der var galt. Jeg tænkte lidt og svarede: “Jeg mangler strategier”. Det var derfor mit hoved var ved at koge over. Jeg kunne ikke slippe spekulationerne. Så niveauet af adrenalin og kortisol var forhøjet, hvilket gjorde det endnu sværere at tænke ordentligt.


Jeg prøvede at håndtere min oplevelse af krise ved at holde vejret og bide tænderne sammen. Altså en af de mest uvirksomme metoder i verden, næst efter skældud. Jeg havde gået i lidt for mange dage, før jeg fik taget mig sammen og vendt tingene med Bo Hejlskov. Han påmindede mig, at ingen af os går på arbejde for at fejle – men ingen af os har aldrig lavet fejl. Det var kloge ord, der gjorde det muligt for mig at trække vejret igen. Man tænker også meget bedre når man trækker vejret.

Jeg tænkte på hvordan jeg kunne tage kritikken op med forældrene. Jeg ville beklage, såfremt der var fejl fra min side, som jeg ikke havde registreret eller reageret på i samarbejdet. Jeg kunne også tilbyde at stoppe, så familien kunne få en anden vejleder. Så under næste vejledning i familien spurgte jeg forsigtigt ind til, om der var områder af min vejledning, som forældrene var utilfredse med? Det var der overhovedet ikke?! Forældrene så på mig, som om jeg var faldet ned fra månen. Og jeg så nok ligeså forvirret ud. Jeg måtte fortælle, at jeg havde forstået på familiens socialrådgiver, at de måske havde udtrykt utilfredshed på netværksmødet? Forældrene forstod derpå hvad der var sket: Under forældrenes gengivelse af den måde som vi arbejdede med Mikkel på derhjemme, fik skolen og PPR indtryk af, at jeg anbefalede en ligegyldig eller passiv tilgang til Mikkel. Det blev der naturligvis rejst højlydt kritik af. Forældrene reagerede på kritikken med stærk frustration. De havde slået i bordet og bedt om at der blev skabt fælles fodslag blandt fagpersonerne i Mikkels sag. De havde klaget over deres oplevelse af manglende sammenhæng – og ikke over vejledningen.

Jeg fik ringet til socialrådgiveren og talt med hende. Hun havde oplevet sig set meget skævt til at de øvrige fagpersoner på mødet – og tolkede forældrenes reaktion som frustration over min vejledning. Vi aflyste arbejdsmødet og aftalte i stedet et almindeligt opfølgningsmøde med forældrene. Jeg blev også inviteret til møde på skolen, hvor PPR også deltog. Her fik vi drøftet den neuropædagogiske tilgang og de tilhørende metoder, som vi brugte hjemme hos Mikkel. Det blev faktisk starten på et rigtigt godt samarbejde med flere skoler og PPR i kommunen.

Vi påtager os tit et meget stort ansvar som fagpersoner. Vi stiller os selv til rådighed indenfor et aftalt fagområde og indenfor et bestemt råderum eller en ramme. Vi skal hele tiden være bevidste om hvordan vi påvirker andre og selv påvirkes. Vi skal samtidigt hele tiden være opmærksomme på hvordan vi kan holde arbejdet ude af tankerne, når vi tager hjem. Det kan man bedst lære og træne i samarbejde med kollegaer og ledere – i min opfattelse. Vi bliver eksponeret for udfordringer, stress og sorg gennem livet, både hos os selv og i vores familie og nærmeste omgangskreds. Når vi arbejder som fagpersoner omkring mennesker i vanskelige livssituationer, bliver vi eksponeret for endnu mere. At kunne agere i dét, handler om at passe på sig selv undervejs i, at man passer godt på andre.

Det er en god tommelfingerregel at tænke på, at man skal kunne bære sig selv, før man kan bære andre – og at bæreevne ikke er noget, man kan eller skal opretholde alene.

– – –

Hvis du tænker på hvad der siden er sket med Mikkel – så er der godt nyt. Mikkel har også lært at trække vejret igen 😊








4 Comments

  1. Nethe

    Jeg er selv pædagogisk vejleder, og genkender så godt de ting, du skriver. Vi er sårbare på vores dømmekraft og faglighed. Ærlighed og tillid følges ad.
    Det er kloge ord, du kommer med – tak for dem.

  2. Heidi Ann-Shila Alm

    Kære Hanne…. Elsker dig bare…❣️ Lige præcis her hvor jeg tvivler på mine evner som pædagog og især relationsskaber…skriver du guld… Jeg glæder mig over at følge dig.
    TAK fra mit hjerte…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *