Jeg tror ikke, at der er mange af os, der ikke har prøvet at blive skældt ud. Mange af os kan sikkert genkalde os vores frustrerede følelser fra situationerne; vi følte os ikke forstået og i stedet krænkede, sårede, overrumplede, ulykkelige m.m.. Hvis man slår op hvad ‘skælde’ betyder, får man beskrivelser som f.eks. ‘at anklage, bebrejde eller irettesætte nogen, som regel i voldsomme og/eller vrede vendinger‘. Vi voksne kan blive meget tydelige og dominerende i kropssprog og øjenkontakt, når vi skælder ud. Grunden er, at vi forsøger at få kontrol over noget, der opleves som en trussel om kontroltab. Vi er ikke designede til at miste kontrollen; vi trives bedst med følelsen af, at vi har styr på tingene.
Gennem mit arbejde har jeg oplevet skældud i alle mulige forhold;
Ledere, der skælder medarbejdere ud
Forældre, der skælder deres børn og unge ud
Lærere, der skælder elever ud
Pædagoger, der skælder børn ud
Socialpædagoger, der skælder anbragte børn, unge og voksne ud – og så videre…
Jeg har observeret fænomenet på tværs af almen- og specialområdet – og endeligt har jeg også selv skældt mine egne børn ud.
Fælles for talrige undersøgelser på området (samt mine egne anekdotiske observationer) er, at skældud måske er verdens ældste, mindst virksomme metode. Problemet med skældud er nemlig, at ingen nogensinde er blevet mere motiveret for forandring af at blive mødt negativt.
Da min datter var i børnehavealderen, tegnede hun af og til med tuscher, på væggene derhjemme. Eftersom jeg var alenemor, studerende og presset økonomisk, oplevede jeg det som alvorligt frustrerende. Der var lidt ret langt imellem, at jeg havde råd til at male værelserne om. Jeg havde rigeligt at se til med to blebørn og et studie, så min belastningsbalance havde slagside. Dengang kunne jeg heller ikke forstå hvorfor hun blev ved med at gøre det, når nu jeg havde sagt at hun ikke måtte – endda et utal af gange.
Jeg har mødt tilsvarende oplevelse af frustration hos mange forældre og fagpersoner. Når man ikke har andre metoder, anvender man metoder, der har rod i følelserne. Og det er noget rod, som man heller ikke selv er særligt stolt af, efterfølgende.
Det er svært at ændre vaner. Helt utroligt svært. Vores hjerne kører så ofte den kan på automatpilot, så at sige. Den vil helst spare på energien. Det er ret smart i forhold til mange funktioner; vi tænker ikke over at vi skriver, går, løber, cykler, skøjter, kører bil m.m. – det er alt sammen automatiserede funktioner hos de fleste af os. Derfor har vi også svært ved at aflære uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. Hjernen er glad for at køre i kendte spor. Derfor kræver det en enorm og bevidst indsats (energi og målrettethed) at ændre vaner. Dog kan vi ændre vaner ret hurtigt, hvis der sker noget særligt udslagsgivende, som gør at vi bliver akut ‘omprogrammeret’. F.eks. hvis ny information påvirker os følelsesmæssigt. Hvis vi eksempelvist er lige ved at blive kørt ned, fordi vi har glemt at se os for. Først reagerer vi med med rædsel (emotionelt) – og bagefter analyserer vi (rationelt) os frem til, at det nok er en ret god idé at se os for hver eneste gang vi skal krydse en vej. Vi voksne reagerer kraftigt på når vi begår fejl; det kan ses på hjernescanninger. Det er nemlig uhyre vigtigt for os, ikke at gentage fejlen.
Jeg skældte engang min datter ud, fordi hun igen-igen havde tegnet på sin værelses-væg, med sine sprittuscher. Heldigvis havde jeg for nyligt købt et legetøj til hende, der hjalp mig akut ud af uvanen med at skælde ud. Ved siden af min datter lå en papegøjebamse af typen, der gentager alt hvad man siger. Efter at jeg havde skældt ud, gentog papegøjen hele min irettesættende svada. Dermed skældte jeg mig selv ud, med parodieret papegøje-stemme – i hele 2 lange, pinefulde og flove minutter. Jeg kunne lige med det samme rationalisere mig frem til, at mit følelsesudbrud ikke kunne bruges til noget som helst konstruktivt eller positivt. Det blev helt tydeligt, at jeg var ramlet mod metodeloftet – og at jeg faktisk kun forsøgte at brænde adrenalin af, for min egen skyld. Altså en svært uhensigtsmæssig måde at forsøge at komme i kontrol på.
Jeg tror ikke løsningen på skældud på skoler, institutioner, botilbud m.m. er at hænge papegøjebamser op overalt, der kan gentage alt hvad man siger. Selvom det kunne være interessant… 🤓
Jeg tror mere på, at vi lærer bedst med sanserne og følelserne. Derfor udsætter jeg også tit kursister for øvelser, hvor vi får et grundigt kig på vores egne strategier og reaktioner, når vi udsættes for noget, vi ikke helt kan kontrollere. Det udløser altid latter, fordi vi oplever forløsning og lettelse, når jeg stopper øvelsen igen.
Hvis vi øver os i at tænke: ‘Rose, rose – aldrig rise’ – og ‘Guide, guide – aldrig bebrejde’, – kan vi hjælpe os selv med at finde bedre metoder.
Det er bedre at kravtilpasse og kompensere, frem for at skælde ud. Jeg erkendte, efter papegøje-talen, at jeg anbragte min pige i en overkravssituation. Min datter kunne ikke stå for de bare, fine vægge. De var perfekte lærreder og i øvrigt var hun så lille, at hun ikke kunne have impulskontrol på dét niveau, som jeg tosset nok forventede. Jeg malede derfor væggene med vaskbar maling og købte vandbaserede tuscher i stedet. Det fungerede fuldkommen perfekt. Jeg fik hende også til at hjælpe med at vaske væggene ned, når det gik galt. Og roste hende for, hvor fine, hvide væggene blev når hun var så sød at hjælpe. Børns hjerner lærer, når de lykkes. Det kan også ses på hjernescanninger. Børn lærer ingenting, når de fejler – for det gør de hele tiden, mens de vokser op. Hvis børn gav op halvvejs, når de prøvede at lære at gå, ville det stå skidt til.
Ved at finde en mere virksom metode, kunne vi sende papegøjen på pension. I dag er min datter 26 år – og det er ca. 20 år siden, hun sidst malede på vores vægge. Det er faktisk dét, der så fint i fagsprog kaldes: at udvikle og fastholde hensigtsmæssige kompetencer 😉