I brændingen

Jeg bliver fra tid til anden ringet op af socialrådgivere, der søger sparring eller forslag, i mere komplekse børne- og ungesager. Det kan handle om børn og unge, som ikke går i skole, har angst eller misbrug, unge der isolerer sig socialt eller er på vej ud i dårlige miljøer. Endeligt kan det dreje sig om unge, der går fysisk til angreb på forældre og/eller andre. Oftest har der har været sat forskellige tilbud i søen, der ikke helt har haft den ønskede effekt.

Socialrådgivere går på arbejde for at rådgive, hjælpe og støtte. Det kan derfor opleves som frustrerende, når indsatser ikke virker. Eller hvis man som fagperson løber tør for muligheder eller metoder.

På samme måde er det i hjemmene: Forældre reagerer når deres barn har det svært, og når ingenting synes at virke. Forældre kan til tider reagere kraftigt, når udfordringerne vokser og hjælpen synes alt for langt væk. De kan blive overmandet af fortvivlelse, svær bekymring, stress eller udbrændthed. Nogle forældre kan fremstå som alvorligt desperate. Forældre kan føle, at er ved at drukne i problemerne. Og vi ved, at mennesker der er ved at drukne (i virkeligheden), desværre kan komme til at drukne andre, i forsøget på at holde sig selv oven vande. Sådan kan det godt opleves i de mest komplekse familiesager, når frustrerede socialrådgivere mødes af endnu mere frustrerede forældre. Begge parter kan opleve sig fanget i en slags ‘brænding’, hvor det er svært at finde fodfæste eller at få vejret.

Når sager kan virke meget komplekse, kan fagpersoner let komme til at vurdere, at der så kræves en meget omfattende eller timetung indsats. Sådan er det ikke nødvendigvis. Nogle gange vil en alt for tung indsats kunne skade mere end den vil gavne. Især hvis modtagerparten i forvejen er overbelastet, vil hjælpen kunne opleves som en yderligere belastning. Hvis indsatsmålene indledningsvist handler om nye kompetencer, som forældrene skal tilegne sig, kan det opleves som at blive dykket, for nogle forældre.

Jeg råder altid til at vi starter med at udarbejde en pædagogisk belastnings- og behovsudredning. Der er tit brug for en livline eller en redningskrans først.

Jeg har altid fokus på at skabe fodfæste for alle, i opstartsfasen. Det handler om at få skabt ro, først og fremmest. I mange sager handler det at støtte barnet – via forældrene. I mange komplekse sager er barnet nemlig ude af stand til at tage imod støtte, fra andre end forældrene. Hvis den indsats man gerne vil etablere, er rettet direkte mod barnet, kan en del forældre også føle sig noget hægtet af. Når vi får enighed omkring en virksom indsats og får skabt ro og øget tryghed i sagerne, bliver mange forældre pludseligt alvorligt bange for, at der kan ske fornyede tilbagefald. Når man har rullet mere eller mindre hjælpeløst rundt i brændinger, gang på gang, bliver man bange for at lande dér igen.

Jeg taler med forældrene om, at jo flere gange vi har klaret turen gennem brændingen, jo mere i træning er vi kommet. Vi har opnået erfaringer med hvordan vi kan komme ud på roligt vand, igen. Det sker ikke nødvendigvis som store tilbageslag, men der er ingen positiv udvikling i de sværere sager, der er sket lineært. Udviklingen kan bedre sammenlignes med en svømmetur i meget omskifteligt vejr. Nogen gange må man lade sig glide lidt bagud med strømmen. For det nytter ikke at svømme for livet mod strømmen. Man er nødt til at komme ud på roligt vand, og finde veje ind mod land, hvor modstrømmen ikke er stærk. Det vigtigste er, at vi lærer hvornår vi kan svømme, og også hvordan vi svømmer bedst. Og det tryggeste er, at kunne svømme ved siden af sin svømmetræner. På den måde finder vi til sidst ind på land igen.

Det er først når vi er inde på land, at vi at kan finde nye veje. Og vi kan først lære nye kompetencer, når vi har fast grund under fødderne. Man kan ikke lære nogen af svømme, mens de er ved at drukne.


2 Comments

Skriv et svar til Hanne Veje Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *