Fleksibilitet

Det siges, at forandring fryder. Det er en sandhed med modifikationer. Fleksibilitet er en evne, der er normalfordelt. Det vil sige, at langt de fleste af os er nogenlunde gennemsnitligt fleksible og derfor ret gode til at håndtere forandringer. Man skal ligge noget over gennemsnittet for at opleve, at forandringer fryder. Og ligger man nok under gennemsnittet, vil man nok opleve forandringer som aldeles afskyeligt. Nogle mennesker finder tryghed i det forudsigelige og genkendelige, mens andre vil gå til af kedsomhed, hvis tingene bliver for monotone.

At arbejde pædagogisk betyder at vi skal tilvejebringe trivsel og/eller positiv forandring i borgernes tilværelser, i samarbejde med borgerne. Når vi arbejder pædagogisk skal vi være utroligt gode til at håndtere forandringer, måske også ret pludselige forandringer, hvilket stiller store krav til vores evne til fleksibilitet. Borgere har ofte, af forskellige årsager, ikke altid samme evne eller mulighed for at udvise fleksibilitet. Det kan skabe alvorlige gnidninger, hvis både borgere og fagpersoner, der skal samarbejde, er infleksible.

Selvom man anser sig selv for ret fleksibel generelt, vil de fleste af os alligevel have områder, hvor vi er knapt så fleksible. Vi stejler så at sige over forskellige ting; vi kan opleve andres adfærd som irriterende, frustrerende, grænseoverskridende, hjerteknusende eller afskyvækkende. Vi er ikke altid herre over hvilke ting, der kan udløse en negativ følelse (affekt) i os. Jeg ved dog om mig selv, at jeg kan blive ret infleksibel, når jeg kører på motorvejen, når nogen overhaler indenom i høj fart, så jeg ikke kan nå at trække ind. Jeg beslutter mig ret hurtigt for at den anden bilist ganske enkelt er et fjols. Det er ikke et bevidst valg; det sker helt ubevidst. Vi er forprogrammerede til at lægge mærke til dem, der afviger. Jeg stopper ikke op på motorvejen for at beundre andre bilister, der kører ualmindeligt nydeligt. De passer ind i min oplevelse af god flok-adfærd. De udgør dermed ingen trussel for mig. Men dét gør dem, der ikke overholder min opfattelse af skikkelige normer.

Da jeg tog kørekort, fik jeg ikke et kursus i hvordan jeg kunne forholde mig, hvis jeg oplevede fjolser i trafikken. Dermed bliver det mine helt egne subjektive tolkninger, der kommer til at farve min adfærd. Jeg kan f.eks. nok så uhøfligt finde på at dytte af synderne. Det er ellers ikke noget jeg normalt gør.

Det er det samme med vores uddannelser; de kan ikke klæde os på til alle de mange uventede eller krævende situationer, som vi kan komme ud for. Men vi kan arbejde med vores reaktioner på de affektudløsende oplevelser, sådan at vi menneskeligt kan blive stående på benene og også forblive i rollen som professionelle. Det kræver, at vi bliver klar over, hvilke ting vi reagerer mest på i vores arbejde. Det kræver også, at vi har ledere og kollegaer at sparre med. Sammen skal vi holde hinanden oppe på, at vi altid husker, at alle mennesker altid gør det bedste de kan. På den måde kan vi udvide vores empati, sympati, fleksibilitet og forståelse – og dermed undgå at trigge uhensigtsmæssige tolkninger og reaktioner. Det gør os bedre til at håndtere, evaluere og forandre ~ vi bliver nemlig mere åbne og kreative i forhold til at finde løsninger på udfordringerne 👍🏻

Fremover vil jeg forsøge at tænke: Alle bilister gør altid det bedste de kan. På den måde finder jeg måske mere hensigtsmæssige metoder til at forblive rolig, når medtrafikanter falder udenfor mine forventninger 😉



 

6 Comments

  1. Charlotte nissen

    Hej Hanne læste lige på din hjemmeside at du arbejder med skolevægring. Det har jeg rigtig mange familier med i øjeblikket. Er der noget faglitteratur du kan anbefale ? Så jeg kan blive bedre klædt på den denne voksende gruppe af unge vi får. Vi er flere familiebehandlere der har unge med skolevægring og vi oplever at der er flere og flere unge der ikke kommer i skole af mange forskellige grunde. Knus Charlotte

    1. Hanne Veje

      Hej Charlotte.

      Ja – det er et alvorligt og kraftigt stigende problem. Vi så ganske få af den slags sager førhen herhjemme, men nu er der børn og unge i alle landets kommuner med problematisk skolefravær / social isolationsadfærd. Det tager tid, at komme sig; både for barnet / den unge – og forældrene.

      I de supervisions- og vejledningssager jeg varetager omkring hhv. fagpersoner og forældre, kan forventninger til udviklingstempoet i sig være en meget stor belastning. Jeg arbejder efter 4T-princippet: Tillid + Tryghed + Tid = Trivsel ☺️

      Der er udgivet nogle bøger på området, ikke mange – og ikke alle er lige gode. Den fagbog jeg helst vil anbefale er på svensk – det er noget lettere at læse svensk end at høre det:

      https://www.bokus.com/bok/9789144120409/lagaffektivt-bemotande-och-problematisk-skolfranvaro/

      Kh

      Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *