Egenomsorg

Når vi arbejder med børn, unge eller voksne, der fungerer anderledes end os selv, stiller det store krav til, at vi hele tiden er ‘på’. Det gælder både for lærere, pædagoger, socialrådgivere, social- eller specialpædagogiske konsulenter, psykologer osv.

Jeg har hørt folk der er yngre end mig sige: ‘Jeg er på’ – som betyder ‘Ja – jeg vil gerne være med’. Et lidt ældre fænomén er begrebet ‘At være på’. Begrebet dukkede op i medierne for snart 20 år siden, samtidigt med at moderne teknologi og TV begyndte at konkurrere om vores opmærksomhed. Begrebet betyder i følge Politikens Nudansk Ordbog at ”være genstand for manges opmærksomhed”. Der findes et endeligt et andet og lidt beslægtet begreb, som stammer helt tilbage fra min barndom i 70’erne,  hvor vi indførte talemåden ‘at være på dupperne’. Sidstnævnte refererer til dupperne under fodboldstøvlerne hos kampklare spillere. Begrebet kan også bruges efter en slem forkølelse, hvor vi kan spørge ind til, om den forkølede ‘er på dupperne igen’ – hvor betydningen mere går i retning af ‘frisk og rask’ end ‘kampklar’. 

På engelsk findes der et skønt ord, som minder lidt om ‘at være på’ – nemlig begrebet ‘aware’. Det er noget svært at oversætte helt korrekt. Det danske ord ‘bevidst’ kan virke nærliggende, men det kan tolkes i utroligt mange retninger. Det er uheldigt, hvis man i det pædagogiske arbejde (eller på skrift) kommer til at anvende begreber, der kan tolkes frit. Hvis konteksten er uklar, vil man være i tvivl om, om ‘bevidst’ blev brugt i betydningen ‘klar over’ eller om det drejede sig om ‘med vilje’. Jeg bruger af og til ord som ‘opmærksom’ og ‘nærværende’ . Jeg holder dog allermest af at bruge ‘fokuseret’, når jeg underviser eller skriver. 

Det kræver både forudsætninger, koncentration, øvelse og overskud at være fokuserede i arbejdet. Vi skal endda i længerevarende perioder både observere, håndtere, analysere, vurdere, agere og evaluere, uden altid at kunne bruge os selv som ‘opslagsværk’. Vi skal så at sige ‘oversætte’ borgerens henvendelser eller handlinger til forståelse for borgerens tanker, følelser og motiver, som vi ikke nødvendigvis ville kende fra os selv. Vi kan ikke altid trække på viden vi har tilegnet os gennem vores uddannelser eller erfaringer fra andre sociale professionelle eller private sammenhænge. Det medfører, at vi i lange stræk ad gangen, skal være så fokuserede, at vi godt kan føle, at hjernen har vandret 25 kilometer på grusveje i bare tæer og uden pauser, når vi kommer hjem fra arbejdet. Det kan betyde for en del af os, at vi har brug for at ‘aflade’ lidt mere i vores fritid end andre måske har.

Det kan være svært at mærke efter, hvor mange kilometer grusvej vores hjerne har tilbagelagt i løbet af en arbejdsdag. Vi får desværre langt bedre og meget mere tydelige signaler eller advarsler fra vores ansigter, hænder og fødder, end vi gør fra vores hjerner. 

Jeg kan godt lide at forklare, at vores sanseapperat lidt er som en omstillingsdame, der bor helt inde i midten af vores allesammens hjerner. Hun passer sådan en gammeldags telefoncentral, hvor opkald omstilles med propper og snoretræk. Vi kan kalde hende Alice. Og vi kan kalde hjernen for ‘fabrikken’.

På den måde kan vi forestille os, hvor larmende højt og utroligt kvikt et ‘opkald’ ryger igennem, hvis vi f.eks. kommer til at jokke på et søm eller kommer til at lægge en hånd på en brandvarm kogeplade. Alice vil allerførst give et ordenligt hop i stolen, fordi der ringes ind via alarm-linjen (amygdalaalarm) – på grund af den uventede, akutte smertepåvirkning. Det får Alice til lynhurtigt at omstille til kontoret for ‘undersøgelse og beredskab i forhold til skader og farer’. Når du har reageret hensigtsmæssigt, dvs. har standet ulykken, beskyttet eller behandlet området som smerten kom fra, sendes opkaldet automatisk videre til ‘kontoret for erfaringsopsamling’. 

Hvis vi går en tur i 15 graders frost, vil vi kunne mærke det på kinderne og næsen. Det er et ret fredeligt opkald, en sideobservation i forhold til gåturen. Opkaldet kan så sættes på hold, med mindre hudens oplevelse af mere smertefuld kulde eller smerte gør det nødvendigt at ringe op igen, så vi kan reagere.

Problemet med en øm hjerne er, at den er virkelig sløj til selv at ringe til Alice, fordi en stor del af hjernen jo udgøres af telefoncentralen. Hjernen er hele tiden på arbejde; alt hvad der kommer ind via synssansen, høresansen, smagssansen, følesansen, balancesansen og kropssansen skal ringes ind til centralen, for at opkaldene kan blive modtaget og evt. viderestillet. Det er faktisk kun lugtesansen, der ikke går igennem Alice. Der er en direkte forbindelse fra næsen og over til ‘kontoret for følelser, instinkter og drifter’ – men alle andre opkald skal Alice tage stilling til. 

Forrest i hjernen har Alice’s chef sit kontor, vi kan kalde ham Egon. Det er Egon, der sørger for at samarbejde, kommunikation, udregning, planlægning og logistik m.m. fungerer, alle hjernens kontorer imellem.  Så uafhængigt af om vi lige er stået op, skal køre ungerne i skole, er på arbejde eller lige har fået fri fra arbejde, er på vej hjem osv. – så hiver Egon kalenderen frem og danner sig overblik over rækkefølgen af alt det vi skal. Det er ikke småting, det drejer sig om. Hvis vi skulle begynde at skrive hver enkelt skridt i alle processer, i alle vågne timer på en almindelig hverdag ned, ville vi skulle bruge flere dage på det. Heldigvis er Egon en slags supermand; han håndterer normalt uden problemer helt afsindige mængder af informationer og kalkulationer. Han er bare ikke så god til at holde øje med, om Alice kan følge med. Eller om der er ved at herske udtrættethed i nogle af de andre kontorer. Han har så travlt med at sørge for at der bliver produceret en lind strøm af gode resultater. Egon har meget mere fokus på resultater end trivslen på fabrikken. Det er først hvis produktionen begynder at svigte synligt, at Egon får tænkt over, om alt mon er som det skal være. 

I mit tilfælde ringede min Psoas-muskel op til Alice mange gange for at klage over begyndende smerter. Det var under i en meget svær periode af mit liv. Vi bruger Psoas-musklen når vi går, løber og cykler. Det er også den muskel der gør, at vi kan holde os oprejst, bøje lænden og rotere hoften. Psoas-musklen er blandt de første muskler, der trækker sig sammen, når vi har en ‘kæmp-frys-flygt-respons ved smerte eller fare. Det er en medfødt refleks, som er kroppens forsøg på at beskytte os. Desværre er Psoas også den sidste muskel, der afspændes efter en amygdalaalarm. 

Alice prøvede at stille om til Egon mange gange, men Egon tog ikke telefonen; han stod lige med kalenderen og havde flere ting og opgaver, der skulle gå op. Nogle gange gik opkaldet bare direkte til telefonsvareren, som Egon kun sjældent aflyttede. Hvis nogen endeligt fik fat i Egon og spurgte ind til, om Egon var ved at blive stresset, svarede Egon bare som altid, uden helt at undersøge sagen: “Nej – jeg har bare travlt.”

Først da Psoas-musklen krampede kronisk og det påvirkede vejrtrækningen, kom Egon endeligt i arbejdstøjet. Alle produktionskontorer nedlagde nemlig arbejdet på grund af iltsvind. De eneste kontorer der stadig var nogenlunde luft i var ‘Kontoret for bagning, rengøring, tøjvask og madlavning’. Hver gang Egon prøvede at få ‘Kontoret for at sætte sig ind foran computeren’ til at genoptage produktionen, gik al strømmen på hele fabrikken. Min krop var endt med at være i konstant alramberedskab. Egon havde været den eneste der kunne have forebygget eller forhindret katastrofen – men han var den sidste til at fatte, hvor galt det faktisk stod til.

Hjernens alarmrespons er en vigtig overlevelsesmekanisme. Den gør os i stand til at løbe for livet og at kæmpe for livet. Problemet er, at man ikke kan løbe eller kæmpe for livet i særlig lang tid.  Oplevelsen af at være stressoverbelastet handler om, at der er for stor forskel på hvor meget man kan bære – og hvor meget man forventes at bære – og hvor længe. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne bære mere, men jeg fortsatte med at bære – både alt for alene og for alt længe. Det var ikke sundt. Og det tog lang tid, at komme mig igen, da først jeg brændte sammen. 

Jeg besluttede mig efter den oplevelse, at jeg ville prioritere min hjerne ligeså meget som jeg prioriterer mit hår og mine hænder og fødder. Jeg holder af at have velplejet hår og velplejede hænder, fødder og negle. Men jeg lærte på den hårde måde, at dét at have en velplejet hjerne er det vigtigste af alt. Det er helt individuelt, hvad der skal til, for at få en velplejet hjerne – men det vi har til fælles er, at vi skal huske at overvåge vores behov for at aflade og genoplade. Vi har ikke kun pligt til at udvise egenomsorg. I følge Arbejdsmiljøloven, har vi også pligt til at udvise kollegial omsorg. Nogle gange kan der blive behov for at få hjælp fra andre. Nogen gange virker nedsat arbejdstid eller andre opgaver, eller at trække stikket i en kortere eller længere periode. Hvis ingen af delene sker eller virker, så må man holde et alvorligt møde med både Alice og Egon, for at få fundet ud af, om fabrikken er nødt til at lægge produktionen et helt andet sted hen. 


2 Comments

  1. Britta Dalsgaard

    Så fint beskrevet. Tak. Den må vist printes ud og ligge fremme på jobbet til at minde kolleger og mig selv om at indkalde Egon til møde og lægge en ny plan i ny og næ.
    Alt for mange psoasmuskler kramper!

Skriv et svar til Hanne Veje Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *